Hver fjerde af Danske Invests fonde ekskluderer alkoholproducenter som Carlsberg og Royal Unibrew. Danske Invest har faktisk flere fonde, der ekskluderer alkohol end fonde, der ekskluderer fossile brændsler – hvilket er hver femte fond. Danske Invest understreger overfor Økonomisk Ugebrev, at eksklusion af alkoholproducenter skyldes investorpræferencer og at eksklusionen ikke er styret af en etisk stillingtagen fra bankens side. Med udgangspunkt i Danske Invest sætter redaktør Claus Strue Frederiksen fokus på en af de klassiske ”syndige” aktier: Alkohol.
Danske Invest opererer med tolv bæredygtighedsrelaterede eksklusionskategorier, som sortlister selskaber involveret i blandt andet kulminedrift. Seks af eksklusionskategorierne omfatter hele Danske Invests investeringsunivers, altså samtlige 73 investeringsfonde.
De seks øvrige eksklusionskategorier omfatter udvalgte fonde – eksempelvis har 17 fonde ekskluderet selskaber, hvor mere end fem procent af omsætningen stammer fra alkoholprodukter. Derved har knap hver fjerde af Danske Invests fonde ekskluderet selskaber som Carlsberg og Royal Unibrew.
Til sammenligning har 15 fonde, altså omkring hver femte, ekskluderet fossile selskaber fra investeringsuniverset. Danske Invest udbyder således flere fonde, der har sortlistet alkohol end fonde, der har udelukket fossile selskaber.
Modsat fossile brændsler er alkohol da også en klassisk ”syndig” investering – på linje med tobak, spil og pornografi. Ifølge en analyse i Morningstar er der forskellige årsager til, at nogle investorer finder det uansvarligt at investere i alkohol, herunder religiøs overbevisning og sundhed. WHO anslår, at alkohol er skyld i 2,6 millioner dødsfald om året, globalt set.
De sundhedsskadelige effekter er da også grunden til, at det hollandske sundhedsforsikringsselskab VGZ har ekskluderet alkohol fra hele investeringsuniverset. En komplet sortlistning af alkohol er dog et særsyn – ingen af de store danske banker eller pensionskasser har ekskluderet alkohol fra hele investeringsuniverset, end ikke Lægernes Pension.
Ifølge The Financial Exclusions Tracker har blot fire ud af 93 vestlige storinvestorer, herunder VGZ, sortlistet alkohol fra hele investeringsuniverset.
Noget tyder altså på, at alkohol hører til i den milde ende af skalaen for ”syndige” investeringer. Og som det fremgår af nedenstående tabel er de øvrige klassiske synd-aktier, det vil sige kommerciel spillevirksomhed, pornografi og tobak, da også ekskluderet fra ligeså mange eller flere fonde end alkohol.
En af de 17 fonde, der har ekskluderet alkohol, er Danske Invest Index Global AC Restricted. Fonden er klassificeret som en Artikel 9 fond, hvilket er den højeste bæredygtighedsklassificering inden for EU’s regler på området.
Ifølge Danske Invest har fonden ”reduktion af CO2-emissioner som sit bæredygtige investeringsmål med henblik på at nå Parisaftalens langsigtede mål.” Der er således intet i selve investeringsmålet, der tilsiger, at alkoholproducenter bør holdes ude.
Global AC Restricted har ikke kun sat penge i klassiske grønne selskaber som Vestas og Ørsted. Tværtimod spænder porteføljen bredt – der investeres blandt andet i læskedrikproducenten Coca-Cola, fastfoodgiganten McDonalds, fast fashion koncernerne Adidas og Nike, bilproducenten Volvo samt i klimatunge transportselskaber som DSV og Mærsk.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Danske Invest, hvorfor banken i nogle af sine fonde godt vil investere i fed mad, sukkerholdige læskedrikke, biler, tung transport og fast fashion, men ikke i alkohol.
Danske Invests presseafdeling oplyser til Økonomisk Ugebrev, at eksklusioner udgør en integreret del af bankens tilgang til ansvarlige investeringer. Sortlistning af alkohol i visse fonde bunder dog ikke i en etisk stillingtagen fra Danske Invests side men derimod i, at banken stræber efter at have et investeringsproduktudbud, der imødekommer kundernes præferencer på området.
”De ekstra restriktionsmuligheder er indført af hensyn til nogle investorers præferencer og er således ikke styret af Danske Invests syn på etik på eksempelvis alkoholområdet eller om vi synes, at det er mere etisk at investere i eksempelvis fossile selskaber end i alkohol,” oplyser Danske Invests presseafdeling.
Økonomisk Ugebrev har rakt ud til Carlsberg og Royal Unibrew for at høre, hvordan det påvirker deres forretning, at nogle investorer opfatter bryggeribranchen som syndig eller kontroversiel.
Lars Jensen, CEO i Royal Unibrew: ”Royal Unibrew ser det ikke som en udfordring, at vi sælger produkter med alkohol. Vores generelle indtryk er, at langt de fleste af vores investorer ved, at vi har en meget nuanceret portefølje.”
Ifølge Lars Jensen spænder Royal Unibrews produktportefølje over en bred variation af produkter, herunder produkter med og uden alkohol, med og uden sukker og med og uden enhancements (f.eks. vitaminer og mineraler).
”Zoomer man ind på den nuværende fordeling, så udgør over halvdelen af Royal Unibrews forretning ikke alkoholiske drikke. Vores indtryk er, at når investorerne har brugt lidt tid på at forstå vores portefølje og tilgang til forbrugervalg, så flyttes Royal Unibrew væk fra den sorte liste som investeringsobjekt,” siger Lars Jensen.
Kenni Leth, kommunikationschef i Carlsberg, understreger overfor Økonomisk Ugebrev, at Carlsberg er i løbende dialog med investorer om selskabets indsats for at fremme ansvarligt forbrug af Carlsbergs produkter – samt at den alkoholfrie produktportefølje er et vigtigt element i den danske bryggerigigants overordnede strategi.
”At visse investeringsfonde har en mere restriktiv tilgang til nogle selskaber af forskellige årsager, er ikke nyt for os. I Carlsberg er vi meget bevidste om det ansvar, vi har for vores forbrugere og samfundet som helhed. Vi har en målrettet indsats gennem vores ”ZERO Irresponsible Drinking”-indsats, der støtter FN’s og Verdenssundhedsorganisationens mål om at reducere skadeligt alkoholforbrug,” tilføjer Kenni Leth.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.