Udmeldingen fra OECD er klar: den nye globale skatteaftale er et definitivt opgør med skattely. Skatteminister Morten Bødskov og Dansk Industri er enige i, at den historisk aftale sætter en effektiv stopper for multinationale selskabers skatteunddragelse. Hos Oxfam IBIS er begejstringen dog svær at få øje på. Her mener man, at aftalen snarere normalisere skattesatser, der normalt forbindes med skattelylande.
Ifølge Sune Hein Bertelsen, fagleder for international skat i Dansk Industri, er det vigtigste ved den nye internationale skatteaftale for danske virksomheder, at der nu kommer mere robuste og sammenhængende internationale skatteregler. Mange lande har de senere år vedtaget egne ukoordinerede regler om international skat, hvilket har ført til tilfælde af dobbeltbeskatning, manglende retssikkerhed og øgede administrative byrder for erhvervslivet til skade for investeringer og jobskabelse. Det er historisk, at så bred en kreds af lande indgår en aftale om mere robuste fælles regler om international skat.
Sune Hein Bertelsen vurderer, at aftalen om en global minimumsskat på 15 procent er et effektivt opgør med verdens rene skattely. ”For Dansk Industri er det vigtige i aftalen, at den bidrager til, at virksomheder konkurrerer på forretningen og ikke på landenes skattesystemer. Danske virksomheder har ikke tradition for omfattende aktivitet i lavskattelande.”
”Det er samtidig vigtigt, at små lande som Danmark har mulighed for at vedtage regler, som samlet set sikrer konkurrencedygtige vilkår for landets virksomheder. Dansk Industri ser positivt på den balance, den nye skatteaftale lægger op til,” siger Sune Hein Bertelsen.
Christian B. Hallum, skatteekspert i Oxfam IBIS, anerkender, at aftalen gør op med de rene skattely, som eksempelvis Bermuda og Cayman Islands. ”De lande, hvor selskabsskatten er nær nul og virksomheder ikke har nogen reel aktivitet, vil blive ramt hårdt af aftalen. Ser man derimod på lande som Irland og Singapore, der traditionelt også betragtes som skattely, men som har en selskabsskat på omkring 15 procent, er konsekvenserne formentlig betydelig mindre.”
Christian B. Hallum frygter, at aftalen kan føre til et ræs mod bunden, hvor 15 procent bliver til et loft, ikke en bund. ”Tidligere betragtede man jo en selskabsskat på 15 procent som en skattelysats, men med denne aftale normaliserer man en selskabsskat på 15 procent. Man kan sige, at ved at sænke barren til 15 procent omdanner aftalen skattelylande som Irland og Singapore til normalskatlande,” siger Christian B. Hallum og tilføjer, ”vi skal huske, at selskabsskatten er faldet markant de seneste årtier. I 1989 var selskabsskatten i Danmark 50 procent, hvilket ikke var usædvanligt dengang.”
Christian B. Hallum peger desuden på, at aftalen også indeholder en række undtagelser, som kan resultere i fradrag for virksomheder, som har mange medarbejdere og fysiske anlæg i lavskatlande som eksempelvis Irland og Ungarn. Disse undtagelser betyder, at virksomhederne kan ende med at betale langt under 15 procent i selskabsskat. Ifølge Christian B. Hallum risikerer vi, at virksomheder bare flytter fra de små skattelyøer til større lavskattelande.
”For Oxfam IBIS som udviklingsorganisation er det værste ved aftalen, at den giver stort alle de 150 milliarder i ekstra skatteprovenu til velstillede lande. Beregninger viser, at G7 landene får omkring 60 procent af indtægterne af de øgede skatteindtægter, mens verdens fattigste lande, som er hjemsted for over en tredjedel af verdens befolkning, får under 3 procent,” siger Christian B. Hallum.
Fakta om skatteaftalen:
140 lande i det såkaldte OECD Inclusive Framework har siden 2016 forhandlet om en fornyelse af de internationale skatteregler. Den 8. oktober lykkes det 136 lande, der repræsenterer 90 procent af verdens bruttonationalprodukt, at blive enige om en global skatteaftale, der skal sikre, at multinationale selskaber betaler deres fair andel. Ifølge planen skal aftalen implementeres i 2023.
I en redegørelse om aftaleindholdet proklamerer OECD: “The cumulative impact of these initiatives means that “tax havens” as people think of them would no longer exist.”
Kort fortalt består aftalen af to søjler. Den første søjle handler om at flytte en del af selskabsskatten fra det land, hvor virksomheden ligger, til de lande, hvor virksomheden sælger sine produkter og services. Denne søjle omfatter multinationale selskaber med en omsætning over 20 milliarder euro og en profitmargin før skat på over 10 procent.
Ifølge OECD indebærer denne del af aftalen, at beskatningsrettigheder for mere end 125 milliarder USD vil blive omfordelt til markedslande. Hvis man for eksemplet skyld opererer med en ensartet global skat på 25 procent, så vil det resultere i en omfordeling af skatteprovenu på 31,25 milliarder USD.
Den anden søjle sigter mod, at multinationale virksomheder skal betale mindst 15 procent i selskabsskat. Dette skal ske ved at det land, hvor en virksomheds hovedsæde ligger, fremover kan opkræve en minimumsselskabsskat på 15 procent vedrørende indkomsten i datterselskaber i lavskattelande, det vil sige lande med en selskabsskat under 15 procent. Det betyder, at hvis en dansk virksomheds datterselskab operer i et land med en selskabsskat på 10 procent, så kan de danske myndigheder opkræve de ”resterende” 5 procent.
Denne søjle omfatter multinationale selskaber med en omsætning på mere end 750 millioner euro. OECD forventer, at denne del af aftalen vil generere omkring 150 milliarder USD i ekstra skatteindtægter pr. år i verden.
I en pressemeddelelse udtaler skatteminister Morten Bødskov, at aftalen sætter ”effektivt ind over for virksomheders skatteunddragelse og det evige ræs med bunden for selskabsskat.”
I forhold til konsekvenserne for Danmark vurderer Skatteministeriet, at aftalen de første syv år vil føre til et øget skatteprovenu på mellem 0 og 1 milliard kroner. Fra 2030, hvor beløbsgrænsen i søjle 1 ifølge planen nedsættes til 10 milliarder USD i årlig omsætning, forventes aftalen at indebære et skatteprovenu på mellem -0,2 og +0,8 milliarder kroner.
