Uddrag fra Økonomisk Ugebrevs 100 siders eMagasin “Danmarks 100 Rigeste” som udkommer tirsdag. Som abonnent på Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar modtager du det automatisk.
Debatten om, hvorvidt milliardærer er afgørende drivkræfter for samfundets økonomiske vækst og øget samfundsmæssige velfærd, er ikke ny. Og der er meget delte meninger om det: Suger milliardærerne i virkeligheden kun livskraft ud af samfundet, ved at udnytte andre? Altså: Er milliardærerne ”the greatest makers” eller ”the greatest takers”?
Under alle omstændigheder er der ved at opstå et nyt samfundspres på milliardærerne. Økonomisk Ugebrev har ikke planlagt at forsøge at give et gennemanalyseret svar på spørgsmålet om, hvorvidt milliardærer generelt er et gode eller et onde for samfundet: Sandheden er efter vores opfattelse, at der ikke er et entydigt svar.
Vi tror, at hovedparten af de personer og familier, der har skabt milliardformuer, har bidraget stort til samfundet:
De har skabt arbejdspladser, betalt skatter til samfundshusholdningen og ofte også givet grobund for vækstfremmende innovationsklynger. Muligheden for at blive rig er uden tvivl en fantastisk drivkraft for mange mennesker, som på det grundlag skaber noget nyt og godt.
Men der findes selvfølgelig også en del milliardærer, der har skabt deres formuer ved at udnytte manglende konkurrence, andres gode idéer og patenter, regulatoriske mangler eller smuthuller, eksempelvis omkring miljø og CO2-udledninger, opkøb af konkursboer, protektionisme og smarte finansielle manøvrer, eksempelvis på børsmarkedet. Disse milliardærer har helt sikkert ikke bidraget med samme samfundsmæssige gevinster som de ægte innovatører, og måske er der endda et minus på samfundsbundlinjen.
Hent hele eMagasinet “Danmarks 100 Rigeste” lige her
På den politiske venstrefløj opfattes milliardærer ofte som blodsugere, der skal brandbeskattes med en formueskat, fordi de er blevet rige på bekostning af andre. På den politiske højrefløj opfattes milliardærerne ofte som dynamoer i samfundet på grund af deres innovations- og kapitalkræfter. Men uagtet, om man tilhører den ene eller den anden gruppe, har milliardærerne nogle muligheder for at gøre noget godt for samfundet og for andre end sig selv.
Og det er det, Økonomisk Ugebrev har sat sig for at kortlægge i en artikelserie over de næste måneder: Altså de rige danskeres syn på deres eget samfundsansvar. Som milliardær kan man vælge mange veje: Man kan putte sig med sine milliarder, klippe kuponer, købe slotte eller hestestutterier og i øvrigt holde lav profil. Man kan også vælge at gøre noget godt for andre, enten gennem donationer til godgørende formål – fordi man har muligheden – eller man kan tage skridtet videre og involvere sig direkte i det, der i dag kaldes ”katalytisk” filantropi.
Begrebet er relativt nyt, og det dækker over en ny tendens blandt de superrige: Det er et opgør med den traditionelle filantropi, hvor rige personer eller fonde støtter godgørende formål, eksempelvis museer eller enkeltstående sociale aktiviteter, uden at involvere sig mere i det. Selvom denne form for ”hattedame-filantropi” kan være god nok, handler den katalytiske filantropi om, at man som rig involverer sig i at løse vigtige samfundsmæssige problemer.
Nogle af de globale sværvægtere, som Bill Gates, har involveret sig i projekter, der går på tværs af landegrænser, eksempelvis ved at gøre
en indsats mod smitsomme sygdomme i den tredje verden. Så stort behøver det naturligvis ikke at være. Det handler mere om, at man som filantrop ikke venter på tilfældige ansøgninger omøkonomisk hjælp, men selv tager initiativ til og medansvar for at løse vigtige problemer – for også at sikre den størst mulige samfundsnytte fra de investerede midler.
Er milliardærerne
”the greatest makers” eller
”the greatest takers”?
Mandag Morgen-stifter Erik Rasmussen har i Økonomisk Ugebrev for nylig netop skrevet om, at fremtidens samfundsmæssige problemstillinger kræver nye partnerskaber, hvor både offentlige og private aktører er med. Problemstillingerne bliver stadigt mere komplekse, og der skal nye redskaber og kompetencer til for at håndtere dem.
Økonomisk Ugebrevs projekt går derfor ud på at kortlægge, hvordan de danske milliardærer ser på deres eget samfundsansvar, og om de gør mere, end hvad der forventes af dem, nemlig betale deres skat. Og hvis svaret er et ja: Hvad er det, de gør, og hvad tænker de om det? Vi siger ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet. Men det er et spørgsmål, som vil blive mere og mere synligt og påtrængende i den offentlige samfundsdebat de kommende år – i øvrigt helt berettiget, synes vi.
