Mærsk koncernen er klar med land-for-land rapportering om koncernens skattebetalinger efter de nye regler for virksomheder, der har en konsolideret omsætning på min. 750 mio. euro.
I dette interview fortæller Mærsks Vice President og Head of Tax, Carsten Munk Petersen, at myndighederne med de nye landeoplysninger kan bidrage til at øge tilliden til erhvervslivets skattepraksis. Offentligheden får dog ikke indblik i skatteoplysningerne, der forbliver en fortrolig sag mellem myndighederne og A.P. Møller-Mærsk.
ØU: Betragter Mærsk de nye regler om land for land rapportering om skatteforhold til myndighederne som en ren administrative øvelse, eller ser I det som et nødvendigt samfundsansvarligt initiativ?
CMP: ”Land for land-rapportering er en lovpligtig rapportering. Det er de ca. 100 lande, som samarbejder i G20’s BEPS projekt, der bestemmer, hvad de synes er samfundsansvarligt nødvendigt. Det har de konkluderet i dette tilfælde.”
Vil det efter jeres opfattelse kunne genskabe ”skattetilliden” til det globale erhvervsliv generelt, der med sager som f.eks. Panama Papers og Luxembourg Leaks har fået et alvorligt knæk?
”I det omfang skattemyndighederne finder, at de kan anvende oplysningerne til at sikre sig, at skatten er betalt dér, hvor den skal betales, og at de nu har bedre adgang til de nødvendige oplysninger om virksomhederne, kan denne rapportering være med til at forbedre tilliden til virksomhedernes skattepraksis. Hvad angår Panama Papers er det dog mere et spørgsmål om formuende personer, der ikke falder ind under de pågældende krav.”
Ifølge de internationale aftaler, der er indgået, skal alle lande, der modtager de pågældende oplysninger, behandle dem fortroligt. Vi forventer, at aftalerne blive overholdt
Hvilken værdi giver det isoleret set Mærsk, at skulle land for land rapportere på skatteoplysninger?
”Vi har altid været mere fokuseret på vores globale forretningsenheder end enkelte lande, og det vil vi også fortsat være. Derfor har vi heller ikke et rapporteringssystem i forvejen, men skal bygge det. Værdien for Mærsk er derfor mindre.”
I hvilket omfang er de nye land for land-rapporteringskrav en administrativ byrde for A.P. Møller-Mærsk koncernen?
”Det er klart, at det har betydet mere administration at tilpasse de nødvendige systemer, da de oplysninger, der skal angives, ikke er nogen som vi i forvejen havde på landebasis i vores systemer. Ligesom de fleste andre virksomheder har vi haft underkonsolideringer i vores forskellige forretningsenheder. De skulle splittes op og sættes sammen igen på landebasis. Samtidig skulle kontroller oprettes til sikring af oplysningerne. Fremadrettet skal systemet køres hvert år for at generere oplysningerne, kontrollerne udføres og ikke mindst skal alle oplysningerne gennemgås og forklares.”
I har allerede rapporteret om betalinger til stater fra Maersk Oil ( Report on payments to governments for the year 2016 ). Er dette format udtryk for, hvordan den fremadrettede skatterapportering vil kunne se ud i Mærsk – og vil hele eller dele blive offentliggjort og evt. forsynet med et forklarende narrativ, som det kendes fra CSR-rapporter?
”Rapportering om betalinger til stater for 2016 er en lovpligtig rapport for olieproducerende virksomheder, der er udarbejdet for Maersk Olie. Vi har ikke planlagt at udvide rapporten til vores andre aktiviteter. Vi har ikke planer om at offentliggøre land for land-rapporteringen, da der er mange fortrolige oplysninger deri.”
Der er lagt op til, at landene kan/skal udveksle og sammenligne skatterapporteringerne. Har I tryghed til de forskellige myndigheder, i forskellige lande, behandler informationerne fortroligt og I overensstemmelse med f.eks. regler og lovgivning?
”Ifølge de internationale aftaler, der er indgået, skal alle lande, der modtager de pågældende oplysninger, behandle dem fortroligt. Vi forventer, at aftalerne blive overholdt.”
Vil det efter jeres vurdering have effekt på tilliden til skattemyndighederne i DK såvel som i udlandet?
”Nej, det vurderer vi ikke.”
Er det efter Jeres vurdering generelt meningsfuldt for samfundet, at land for land-rapportering er indskrevet i loven og dermed nu et krav?
”Det er Folketinget med vejledning fra skattemyndighederne, der foretager vurderinger om det nyttige for samfundet. Vi opfylder vores rapporteringspligt jævnfør loven.”
Har I haft udfordringer med skatteopgørelse på baggrund af lokale eller forskellige regnskabsstandarder?
”Skatteopgørelser opgøres efter de nationale regler i forhold til de mange forskellige regnskabsprincipper, der er fastsat lokalt. Det er vi vant til at håndtere.”
Enkelte internationale selskaber har allerede frivilligt offentliggjort land for land rapporter om skattebetalinger. Et eksempel er Vodafone. Se deres lande for lande rapportering her ).
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.