Fra Danske Bank:
Generelle tendenser på aktiemarkedet
Regnskabssæsonen har givet ny medvind til aktiemarkedet i Danmark, hvor flere C25-selskaber har løftet forventningerne til året og C25 steg i går med 0,9 pct. Lidt over halvvejs gennem sæsonen har syv større selskaber opjusteret. Opjusteringerne peger på, at virksomhederne er kommet bedre gennem året end frygtet, trods geopolitisk uro, højere energipriser og usikkerhed om efterspørgslen. Tendensen kan give C25 ny opmærksomhed, efter at indekset i flere år har haltet efter de store markeder. I år er C25 steget omkring 3,0 pct., mens både Stoxx 600 og S&P 500 er steget mere end 11,0 pct. I USA steg aktierne også, efter at lavere producentpriser styrkede forventningen om uændret rente ved næste møde i centralbanken. S&P 500 steg var oppe med 0,7 pct ved luk.
Selskabsspecifikke nyheder – Danmark
Det var en stor regnskabsdag for de danske selskaber. A.P. Møller-Mærsk toppede det danske C25 indeks med en stigning på 9,4 pct., efter rederiet leverede et Q2-regnskab klart over forventningerne og samtidig opjusterede sine forventninger til årets indtjening. Opjusteringen kom mindre end to måneder efter den seneste guidance-forhøjelse og understregede den fortsatte styrke i forretningen trods usikkerhed om fragtrater og udviklingen i Mellemøsten. Ørsted faldt 3,8 pct., efter energiselskabet rapporterede et resultat under analytikernes forventninger. Selskabet bekræftede dog, at udbyttebetalingerne genoptages fra 2027, hvilket blev fremhævet som et vigtigt signal om en styrket finansiel position efter de seneste års udfordringer. Pandora blev sendt højere efter bedre end ventet organisk vækst i Q2 og en opjustering af både vækst- og marginforventningerne. Ledelsen venter nu højere indtjening og en stærkere udvikling i omsætningen end tidligere udmeldt. Aktien steg 8,5 pct. Netcompany opjusterede forventningerne til årets omsætningsvækst efter et stærkt første halvår. Investorerne hæftede sig dog ved, at EBITDA-marginen kom ind lidt under forventningerne, hvilket overskyggede den hævede guidance, og sendte således aktien ned med 3,2 pct.
Øvrige nordiske markeder
Den svenske videospilsproducent, Embracer steg efter et stærkt regnskab for første kvartal 2026/27, hvor omsætningen voksede 17 pct. til SEK 3,9 mia. og dermed overgik analytikernes forventninger. Ledelsen fastholdt samtidig forventningen om en cash EBIT på mindst SEK 1 mia. i regnskabsåret. Udskilt fra Fellowship Entertainment voksede den resterende del af Embracer-forretningen 48 pct., hvilket ifølge ledelsen betyder, at selskabet ligger foran sin egen plan. Markedet reagerede positivt og sendte aktien op med 7,2 pct. torsdag.
Øvrige udland
Cisco faldt 8,4 pct. torsdag trods et stærkt regnskab, der overgik analytikernes forventninger på både indtjening og omsætning. Den justerede EPS landede på USD 1,22 mod ventet USD 1,17. Ledelsen gav samtidig en omsætningsprognose for det kommende kvartal på USD 18,0-18,2 mia., hvilket lå klart over konsensus. AI-relateret efterspørgsel fortsatte med at drive væksten, og hyperscalers afgav infrastrukturordrer for USD 4,0 mia. i kvartalet. Aktien havde dog allerede steget mere end 60 pct. i år, og de stærke tal var ikke nok til at indfri de høje forventninger blandt investorerne.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.




