Fra Danske Bank:
–
Strædet Hormuz er en af de vigtigste globale energi-gateways. Ca. 20 millioner tønder olie flyder gennem strædet hver dag. Det svarer til 30% af den globale søbårne oliehandel og omtrent 20% af den globale forbrug af petroleumsprodukter. Det meste af olien (84% ifølge EIA) er bestemt til Asien. Kina, Indien, Japan og Sydkorea er de største købere, der stod for 69% af alt Hormuz råolie og kondensatstrømme sidste år. Strædet er ikke kun vigtigt for oliehandel, men endnu mere for LNG-handel. LNG-strømme gennem SOH udgør 10-11 milliarder kubikfod pr. dag, hvilket svarer til ~20% af den globale LNG-handel. Alle LNG-eksport fra Qatar og De Forenede Arabiske Emirater transiterer via strædet. En lukning ville også påvirke Europas energiforsyninger. I 2024 var Qatar EU’s fjerde største leverandør af LNG med en andel på 4,3% af det samlede.
Hvis Strædet Hormuz blev ufremkommeligt, ville det udgøre en stort set hidtil uset negativ forsyningschok for energimarkederne i det mindste i nyere tid. I de sidste 50 år er de største olieforsyningsafbrydelser blevet udløst af 1) Houthi-angrebene på Saudiens oliefelter i 2019 (-5,7 Mb/d), 2) Den iranske revolution i 1978-79 (-5,6 Mb/d) og 3) Kuwaits invasion i 1990-91 (-4,3 Mb/d). Kun en lille del af det samlede volumen kunne finde alternative ruter. EIA estimerer, at rørledninger i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kunne dæmpe mindre afbrydelser, da det sandsynligvis er muligt at omdirigere 2,6 millioner tønder/dag via disse. Derfor, i tilfælde af et fuldstændigt stop for trafikken, ville verdens olieforsyning pludselig falde med mere end 18 millioner tønder/dag eller med næsten 20%. Det er et væsentligt større chok end de tre førnævnte chok, hvor forsyningen faldt med 5-8%. For LNG er der ingen alternativ rute, og derfor ville påvirkningen være tilsvarende alvorlig for det globale gasmarked.
Iran har en række måder at forstyrre trafikken i strædet på. Efter sigende har de allerede benyttet GPS-jamming og andre mindre alvorlige former for chikane. Torsdag kolliderede to olietankere i Omanbugten, og De Forenede Arabiske Emirater blev beskyldt for navigationsfejl. Iran kunne vælge at målrette de fartøjer, der navigerer gennem Golfen, ved at angribe dem med droner eller missiler. Dette ville sandsynligvis føre til en amerikansk indgriben, og sådanne angreb ville sandsynligvis blive afhjulpet ret hurtigt, muligvis inden for få dage. Dog kunne forsikringsselskaber være tilbageholdende med at udstede forsikringer så længe der er åben konflikt i strædet. Iran kunne også synke et skib eller placere miner i havet. I begge disse tilfælde ville afbrydelserne sandsynligvis være længere og mere alvorlige end under de første muligheder.
Efter vores opfattelse er lukningen af Strædet Hormuz den sidste mulighed, Iran ville ty til, da det med sikkerhed ville provokere et stærkt amerikansk militært svar, og også fordi deres hjemlige økonomi er afhængig af det. Desperate tider fører dog til desperate handlinger, og hvis den øverste leder, Ali Khamenei, følte, at han intet havde at miste længere, kunne han vælge at gå all in.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.
