Fra Danske Bank:
Generelle tendenser på aktiemarkedet
Det danske C25 tog onsdag en stigning på 0,7 pct., hvor knap 4/5 aktier var i grønt. Forhandlingerne mellem Iran og USA beroliger markedet, og sendte olieprisen under USD 100 onsdag. Særligt Vestas fik et grønt vindpust med en stigning på 6,0 pct., efter udmelding om ny amerikansk ordre på 505 MW, hvilket sendte positive strømninger over til Ørsted som steg 3,5 pct. Det europæiske Stoxx 600 1,4 pct., hvilket er tredje dag i træk med stigninger. USA ønsker en månedlang våbenhvile med Iran, hvilket Iran afviste, men alligevel spredte det god stemning på markederne. S&P 500 endte i plus på 0,5 pct., som tidligere var oppe 1,2 pct., samtidigt med, at olieprisen her til morgen er steget til USD 104,9. Her til morgen ligger de asiatiske markeder i rødt ledt an af Sydkoreas Kospi indeks med fald på 2,2 pct.
Selskabsspecifikke nyheder – Danmark
Det danske plast- og kompositkoncern SP Group leverede rekordregnskab i 2025 og guider til nye rekorder i 2026. Omsætningen steg 0,9 pct. til DKK 2,948 mia., mens EBITDA blev DKK 595 mio., EBIT DKK 398 mio., resultat før skat DKK 345 mio. og nettoresultatet DKK 267 mio.; udbyttet fastholdes på DKK 4 pr. aktie. Ledelsen beskriver et år med svagere ordreindgang i 2. kvartal, men et stærkt 2. halvår og bedste kvartal nogensinde ved årets slutning. For 2026 venter SP Group omsætningsvækst på 15-23 pct. og en EBITDA‑margin på 19-21 pct., hvor opkøbet af Idé‑Pro bidrager med 15 procentpoint til toplinjen. Idé‑Pro, som blev købt i december 2025 for DKK 700 mio., skal styrke positionen som en førende plast- og kompositaktør i Nordeuropa. Selskabet peger dog på fortsat geopolitisk usikkerhed, herunder konflikten i Mellemøsten. Aktien lukkede dagen oppe med 3,7 pct.
Øvrige nordiske markeder
Det svenske forsknings- og biotekselskab Xspray Pharma melder, at lanceringen af leukæmimidlerne XS003‑nilotinib og Dasynoc er tættere end nogensinde, men selskabet tager samtidig højde for forsinkede processer med en planlagt fortegningsemission på SEK 83 mio. Xspray havde ingen omsætning i 4. kvartal 2025 og forventer først indtægter efter planlagt godkendelse af XS003‑nilotinib i juni og Dasynoc i august, med samtidig kommerciel lancering i oktober i USA. Kapitalbehovet forklares med, at en FDA‑anmærkning til en italiensk produktionsfacilitet har udskudt Dasynoc, hvilket tidligere udløste et kursfald på knap 60 pct., men også med, at selskabet vil sikre likviditet frem til lancering og kommercialisering. Selskabet skifter pr. 1. juni topchef, hvor stifter Per Andersson bliver forskningschef, mens Blake Leitch tiltræder som administrerende direktør med fokus på markedslancering. Største ejer er Flerie med 17,6% af aktierne. Siden årsskiftet er aktien faldet ca. 11% til et markedsværdianslag på cirka SEK 1,3 mia. Nyheden fik aktien til at stige 9,3 pct . for dagen.
Øvrige udland
Arm Holding steg markant, efter at den britiske teknologikoncern oplyste, at selskabet går efter at opnå et årligt globalt chipsalg på USD 15 mia. dollar inden for fem år. Dette skal ved at selskabet lancerer sin egen første chip. Arm, der ellers lever af at sælge chipdesign på licens til chipproducenterne, vil med sin nye chip, AGI CPU, hvor Meta Platforms bliver den første store kunde, erobre en del af markedet for halvledere til udbygningen af AI-datacentre. Aktien steg med 16,4 pct. Den amerikanske medicinalkæmpe Merck meddelte at de har indgået en aftale om at overtage biotekselskabet Terns Pharmaceuticals for en kontantpris på USD 53 per aktie. Dette fik Terns Pharmaceuticals til at stige med 5,7 pct. Ligeledes steg Merck også på nyheden, med 2,6 pct.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.




