Fra Danmarks Statistik:
Europæisk købekraftsundersøgelse – prissammenligninger, fødevarer 2024
Med et prisniveau på 19 pct. over EU-gennemsnittet lå danske fødevarepriser næst højest blandt alle 27 EU-lande, efterfulgt af Irland (12 pct.), Frankrig, Østrig og Malta (11 pct.). Den beskedne forskel på 1 procentpoint betyder, at landene reelt ligger på samme prisniveau. De højeste fødevarepriser findes i Luxembourg, der lå 26 pct. over EU-gennemsnittet. I den modsatte ende finder man de laveste prisniveauer i Rumænien og Slovakiet. Således ligger prisniveauet i Rumænien og Slovakiet hhv. 25 og 17 pct. under EU-gennemsnittet. Opgørelsen er baseret på Eurostats undersøgelse fra 2024, der er gennemført i samarbejde med de deltagende lande.
Danmark er dyrest, når det gælder brød og kornprodukter samt fisk
Ud af alle fødevarer, ligger det danske prisniveau højest for brød og kornprodukter samt fisk med hhv. 36 pct. og 30 pct. over EU-gennemsnittet.
EFTA-landene er dyrest
De tre EFTA-lande Schweiz, Island og Norge har dog langt de højeste fødevarepriser. Således ligger Schweiz helt i top med 61 pct. over EU-gennemsnittet, mens Island og Norge ligger hhv. 46 pct. og 31 pct. over EU-gennemsnittet.
Stor spredning i priserne på alkohol og tobak landene imellem
Priserne for ikke-alkoholiske drikkevarer i Danmark, Kroatien og Litauen er de næst højeste i EU med ca. 31 pct. over EU-gennemsnittet, kun overgået af Irland, hvor priserne lå 40 pct. over EU gennemsnittet. Priserne for alkohol lå i Danmark 25 pct. over EU-gennemsnittet. Højere er de i EU-landene Finland, Irland, Grækenland, Sverige, Litauen og Estland, der alle ligger mellem 110 og 35 pct. højere end EU-gennemsnittet. Laveste priser på alkohol er at finde i Italien og Tyskland, som ligger hhv. 16 og 13 pct. under EU-gennemsnittet. Priserne for tobak lå i Danmark 24 pct. over EU-gennemsnittet og er dermed lavere end i Irland, Frankrig, Nederlandene, Finland og Belgien, der alle ligger mellem 159 og 36 pct. over EU-gennemsnittet. Lavest ligger Bulgarien med priser 51 pct. under EU-gennemsnittet.
Prisniveau for fødevarer, drikkevarer og tobak. 2024
Nyt fra Danmarks Statistik
Hent som PDF Næste udgivelse: 18. juli 2028
Kontakt
Kilder og metode
Købekraftpariteter opgøres på grundlag af de gennemsnitlige priser for en repræsentativ stikprøve af varer og tjenester. Priserne er de markedspriser, som forbrugerne betaler, inklusive moms og afgifter. Ved at dividere købekraftpariteten med valutakursen får man et udtryk for den reelle forskel i prisniveauet imellem landene. Prisniveauindekset angiver prisniveauet i det enkelte land i forhold til gennemsnittet i EU-27. Indekset måler forskelle i prisniveauer ved at angive antallet af enheder af en fælles valuta, der er nødvendig for at kunne købe samme mængede af en bestemt vare eller varegruppe landene imellem. Prisniveauindeks har til formål at give en indikation af størrelsesordenen af prisniveauet i et land i forhold til de andre. Indekstallene kan derimod ikke bruges til en håndfast rangorden af landene, idet mindre forskelle imellem landenes prisniveauindeks ligger inden for den usikkerhed, tallene er forbundet med.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.