Fra Danske Bank:
Generelle tendenser på aktiemarkedet
Det danske C25-indeks steg med 0,7 pct. under tirsdagens handel, hvor 17 ud af de 25 selskaber endte i plus. Tirsdag kunne det siges at være en fordel, at C25-indekset ikke er eksponeret overfor AI-aktier som faldt markant tilbage. Dette påvirkede også det europæiske indeks og i særdeleshed de amerikanske indeks. Det europæiske Stoxx 600-indeks faldt med 0,6 pct., hvor IT-aktierne i indekset faldt 5,4 pct. S&P 500-indekset gik tilbage 0,5 pct. mens Nasdaq-indekset faldt med 1,5 pct.
Selskabsspecifikke nyheder – Danmark
På det danske marked, var der positive stigninger til mange af de defensive aktier i C25-indekset. I toppen endte Genmab som steg 3,8 pct. efterfulgt af Novonesis og Coloplast , som steg hhv. 3,4 pct. og 2,2 pct. Særligt Coloplast har haft et svært første halvår, hvor aktien er faldet omkring 25 pct. I den anden ende lå energiaktierne, hvor Ørsted faldt med 2,9 pct. og Vestas faldt med 2,2 pct.
Øvrige nordiske markeder
Det svenske investeringsselskab Kinnevik steg efter offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal 2026, hvor selskabet rapporterede et nettoresultat på SEK 1,7 mia. mod SEK 626 mio. i samme periode sidste år. Samtidig voksede den indre værdi (NAV) med 6 pct. til SEK 29,6 mia. svarende til SEK 107 pr. aktie, mens kontantbeholdningen fortsat var stærk på SEK 7,4 mia. Kinnevik fremhævede desuden forbedringer i porteføljeselskaberne, herunder en gennemsnitlig vækst på 28 pct. i de største investeringer samt en værdistigning på 16 pct. i Health & Bio-segmentet. På den negative side peger selskabet på fortsatte udfordringer med omstruktureringer, usikkerhed omkring værdiansættelser i dele af porteføljen samt et mere konkurrencepræget marked, særligt inden for AI-relaterede områder. Aktien startede med at falde med omkring 3 pct. men endte omkring helt neutralt.
Øvrige udland
Den amerikanske chipgigant Nvidia startede tirsdagens handel negativt ud, efter det kinesiske startup Deepseek meddelte, at de er i fuld gang med at udvikle deres egen chip til kunstig intelligens. Deepseek er samme virksomhed, som for lidt over et år siden, skabte et chok i de fleste AI-aktier, da de udkom med en Large-language-model (LLM) som kunne konkurrere med ChatGPT, men som kostede markant mindre. Nvidia startede ud med at falde omkring 2 pct. men endte dog i et lille plus på 0,7 pct.
Andre aktier inden for AI havde det en del svære, som fx AMD , Intel og Micron , som faldt med hhv. 6,5 pct., 9,7 pct. og 4,7 pct. Tirsdag var også dagen, hvor SpaceX blev optaget til handel i det amerikanske Nasdaq-indeks. Dette plejer at være positivt for aktien, da alle som er eksponeret mod Nasdaq-indekset dermed skal købe op i SpaceX for at være balanceret korrekt. Dog kan det store tilbagefald i AI-aktierne også have påvirket stemningen i SpaceX som faldt med 5,3 pct.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.







