AP Pension erkender i et fortroligt brev til pensionsmæglerne, at ledelsen kender til det økonomiske indhold i aftalerne md pensionsmægleren Söderberg, som beskrevet i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev. Brevet er ikke offentliggjort eller sendt til Økonomisk Ugebrev. Mægler: AP pension har et moralsk ansvar
Økonomisk Ugebrev skrev i den seneste udgave i en artikel under overskriften: ”Direktør for AP Pension mistænkes for usandheder”, at ”AP Pension forsøger at fralægge sig ansvar omkring samarbejdet med pensionsmægleren Söderberg, der beskyldes for at lave aftaler, hvor de både er uvildige rådgivere og anbefaler egne investeringsprodukter. Direktør Bo Normann Rasmussen fra AP Pension udtalte forleden, at han ikke kendte til indholdet af aftalerne. Men Økonomisk Ugebrev kan nu dokumentere, at han personligt har underskrevet aftaler med Söderberg. Fagforbund kalder de nye oplysninger for undergravende for hele branchens troværdighed.
Brev til mæglerne
AP Pension har tilsyneladende haft behov for at præcisere, hvordan pensionsselskabet selv opfatter situationen. I et brev til pensionsmæglerne, som ikke er sendt til Økonomisk Ugebrev, hedder det blandt andet, at ”AP Pension er hverken aftalepart i Samarbejdsaftalen eller i Vederlagsaftalen, som begge indgås mellem virksomheden og pensionsmægleren. AP Pension har kendskab til Vederlagsaftalen, da det er en forudsætning for at kunne hæve vederlagene på kundens depot og sende beløbet til pensionsmægleren.”
Videre hedder det, at ”det er AP Pensions klare overbevisning, at det aftalekompleks, som AP Pension indgår med pensionsmæglerne, i substans svarer til de aftaler, som pensionsmæglerne indgår med andre pensionsselskaber.”
Økonomisk Ugebrev skrev, at AP Pensions direktør havde fuld indsigt i økonomien i aftalerne, og det erkender AP pension nu også. I brevet hedder det, at ”Adm. direktør Bo Normann Rasmussen udtaler: ”Selvfølgelig sørger vi for at overholde loven, og selvfølgelig kender vi dermed finanserne. Vi har aldrig udtalt andet.” Med andre ord vedrører artiklen i Jyllands-Posten mæglerens honorering af Samarbejdsaftalen og ikke håndtering af opkrævning af vederlag i henhold til Vederlagsaftalen.”
Pensionsmægler Gert Nielsen fra BESTpension siger til Økonomisk Ugebrev, at AP Pension nok ikke gør noget formelt forkert, men fortsat accepterer, at dets egne kunder får placeret investeringsmidler hos den mægler, som også skal være uafhængig rådgiver: ”AP’s redegørelse for aftalerne mellem mægleren, selskabet og kunden er korrekt. Men det ændrer ikke på det faktum, at det er AP som selskab, der accepterer, at selskabets kunder kan placere deres midler i Söderbergs fond, og at AP er bekendt med, at der betales kick-back fra Söderbergs fond til Söderberg- mægleren. AP kan jo derfor ikke undslå sig for at forklare, hvorfor de accepterer at udbyde Söderbergs fonde, mens nogle andre selskaber har takket nej.”
Er set før
Videre siger Gert Nielsen: ”Konstruktionen med, at mæglere har deres egne fonde (med kick-back til dem selv) er set før, og det ses også, at selskaber giver kick-back til mæglerne fra selskabets egne fonde. I det omfang, at kick-back ikke gives direkte til kunden, som herefter opkræves den reelle omkostning for mæglerens rådgivning, bliver mæglerens omkostninger mindre gennemsigtige.”
”Generelt kan man sige, at hele pensionsmarkedet er forvredet, idet der via investeringsomkostningerne opnås et betydeligt overskud og indtjening, der herefter f.eks. kan bruges til at skaffe kunder på forskellig vis – f.eks. ved at nedsætte forsikringspriser eller priser for administration og rådgivning – og kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan bruge de høje provisioner for investeringspleje til,” siger Gert Nielsen.
I seneste udgave af Økonomisk Ugebrev sagde Kim Sejer fra Sejer Pensionsrådgivning: ”Pensionsselskabet må nødvendigvis vide, hvor stor en aflønning mægleren får fra kunden, og selskabet skal have vederlagsaftalen mellem mægleren og kunden. Ellers må selskabet ikke udbetale pengene til mægleren på kundens vegne. Det er helt normalt i branchen, og jeg synes også pensionsselskabet har et ansvar for, at de aftaler, der indgås er rimelige set med kundens øjne. Det handler også om moral hos dem, der hjælper virksomheder med at finde de bedste pensionsordninger til deres ansatte.” CV/MWL
Læs hele brevet fra AP Pension til mæglerne her.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her