NeuroSearch blev ved Østre Landsret d. 14. oktober fundet skyldige i kursmanipulation i forbindelse med at man i februar 2010 fremlagde vitalt fejlbehæftede fase III resultater for det primære endpoint for udviklingskandidaten Huntexil i den genetisk arvelige sygdom Huntingtons. Dommen som dermed stadfæster en tilsvarende dom ved Københavns Byret i august 2014, skaber fremadrettet en prekær situation for NeuroSearch som aktieinvestering.
Dommen afsagt ved Østre Landsret betyder at den bøde på 5 mio. kr. som NeuroSearch blev idømt ved Københavns Byret fastholdes. Pressemeddelelsen fra Østre Landsret kan læses her . I forbindelse med NeuroSearchs halvårsregnskab, som blev fremlagt d. 31. august forventede ledelsen et driftsunderskud på 7-9 mio. kr. for hele 2015, og i dette estimat er det antaget, at bødestraffen på de 5 mio. kr., som allerede er indregnet i regnskabet for 1. halvår 2014, ikke blev omstødt ved Landsretten. I de første 6 måneder af 2015 er NeuroSearch kommet ud med et driftsresultat på -3 mio. kr. og et resultat efter skat på -2,6 mio. kr. Dette er betydeligt bedre end samme periode for 2014, som indeholder hensættelsen (bødestraffen) på de 5 mio. kr. Per 30. juni 2015 havde selskabet en likvid beholdning på 80,3 mio. kr. NeuroSearch har ikke længere egne forskningsaktiviteter, men har ejerandele på hhv. 26,8% og 5,2% i selskaber NsGene og Atonomics. Desuden ejer NeuroSearch rettigheder til CNS-stofferne Seridopdine og Ordopidine, som begge har afsluttede fase I. Endelig har man udlicenseret rettighederne for Huntexil til TEVA Pharmaceuticals, med mulighed for milepælsbetalinger på op til 55 mio. kr. og man har udlicenseret selskabets forskning inden for ion-kanaler, samt blandt andet fedmemidlet Tesofensine til selskabet Saniona. Saniona er etableret af tidligere medarbejdere i NeuroSearch og blev børsnoteret på AktieTorget i Sverige tilbage i foråret 2014. NeuroSearch er berettiget til milepælsbetalinger og royalties fra Saniona, såfremt deres forskning kaster noget af sig. Sanionas mest fremskredne projekt er dog Tesomet, som udvikles som behandling af diabetes type 2. Tesomet er en kombination af Tesofensine og betablokkeren Metoprolol (som menes at kunne modvirke Tesofensine negative indflydelse på hjerterytmen). Saniona forventer at iværksætte fase IIa studier i 2016.
Dom åbner op for søgsmål
NeuroSearch handles pt. til en markedsværdi på 71 mio. kr. og med en egenkapital på 75 mio. kr. handles aktien dermed nede omkring indre værdi. Dommen fra Østre Landsret stiller dog NeuroSearch i en vanskelig position. Vælger man ikke at anke dommen, da åbnes der op for mulige søgsmål fra investorer, som har lidt tab i forbindelse med de fejlagtige Huntexil-resultater i februar 2010. Da kursen næsten tredobledes på få dage fra ca. kurs 85 til 225 modsvarer det en børsværdi på adskillige milliarder kroner. Vælger man at anke dommen sættes NeuroSearch på standby i yderligere 1-2 år og uden muligheder for enten at finde en fusionspartner (med en pipeline), eller alternativt at lukke ned og udbetale den tilbageværende kapital til aktionærkredsen.
En eventuel fremtidig langsigtet værdi vurderer vi, ligger i Sanionas forskning inden for ion-kanaler, som over tid kan kaste milepælsbetalinger af sig til Neuro-Search. Det er dog forbundet med stor usikkerhed om det overhovedet folder sig ud. Vi fastholder derfor vores salgsanbefaling på aktien, men hæver 12-måneders kursmålet fra 2,32 kr. til 2,5 kr.
Peter Aabo
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her




