Boganmeldelse: Når vi i medierne beskriver virksomheder, det går dårligt for, er vi benhårde i kritikken af cheferne. Der kan godt være gode forklaringer på dårligdommene. Men bundlinjen er stadig, at problemerne ikke er blevet løst, og det er det, journalisterne fokuserer på. I en stille stund kan man godt tænke lidt over, hvordan det ville se ud, hvis ikke vi havde været mere nådige, når det handlede om virksomheder i vores egen verden – mediebranchen. Tag nu Berlingske Media og dets koncernchef Lisbeth Knudsen, som journalisten Susanne Bernth portrætterer i en ny biografi.
Allerede hendes ansættelse i 2007 var et sats al den stund, at hun nøgternt set ikke havde haft succes i sine to foregående toplederstillinger på Aktuelt og i DR. Status lige nu er, at heller ikke tredje gang skal blive lykkens gang. Selvom der de seneste år har været plus på bundlinjen, opvejer de ikke underskuddene i tidligere år. Undervejs har optimistiske udmeldinger ikke holdt. En lang og tung salgsproces endte sidste sommer smerteligt med, at en belgisk køber, der primært var ude efter det hollandske søsterselskab, ifølge Politiken indvilligede i at tage Berlingske med i købet til en lav pris. Det gør det ikke bedre, at rivalerne i JP/ Politiken klarer sig betydeligt bedre, både økonomisk og i henseende til at udvikle nye produkter på nettet.
Ramt af globalisering og digitalisering
Bortset fra det sidste har Lisbeth Knudsen dog til fulde den undskyldning, som vi i medierne ganske vist ikke plejer at tage for gode varer: Mediebranchen, og i særdeleshed trykte nyhedsmedier, er ramt langt hårdere end de fleste andre brancher – af globaliseringen og især digitaliseringen. Set i et internationalt perspektiv er der mange hæderkronede navne, der er blevet trængt på samme måde som Berlingske, eller endda endnu værre. Men som det nu er, kan Lisbeth Knudsens karriere i hvert fald tjene som inspiration til virksomhedsledere i andre brancher, der skal finde sig til rette med, at udviklingen hamrer dem ned til en størrelse og en anseelse, der ligger langt under deres selvforståelse.
Man kan begynde med at sætte et kryds ved de faglige evner. Lisbeth Knudsen fik sin første lederstilling allerede som 25-årig, fordi hun tidligt havde vist sig som en glimrende og seriøs journalist. Som redaktør har hun igen og igen formået at påvirke sine ansatte i samme ånd. Ressourcerne bliver færre og færre, og aviserne bogstaveligt talt tyndere og tyndere. Men Berlingske er stadig leverandør af sin fair andel af de dybe, substantielle historier. Knudsen besidder også en personlighed, der gør hende velegnet til at administrere de nødvendige nedskæringer. Fyringsrunder vil aldrig løfte humøret på en arbejdsplads, men Lisbeth Knudsen formår, igen med sin seriøsitet, at gennemføre dem samtidig med, at hun bevarer medarbejdernes respekt.
Mindre heldig i sammenhængen er en egenskab, som både hun selv og andre beskriver: Lisbeth Knudsen lægger vægt på kontrol, og hun kan f.eks. ikke fordrage, hvis hun under et møde bliver overrasket af viden, som går imod den konklusion, hun var nået til i forvejen. Måske nok menneskeligt forståeligt. Men det virker ikke hensigtsmæssigt i en branche, der i den grad har behov for tænke ud af boksen. Hvortil kommer at en af tendenserne i mediebranchen netop er, at mange af kunderne – læserne – vil give deres mere eller mindre kvalificerede besyv med, f.eks. på facebook. Den tendens er i den grad Lisbeth Knudsen imod, og ifølge biografien bruger hun hver søndag tid på personligt at slette ureglementerede kommentarer under sine egne blogindlæg på Berlingske.dk.
Lisbeth Knudsens påstand, som hun senest argumenterede for på sin blog så sent som for få uger siden, er, at Facebook og Google trækker annoncekroner væk fra de trængte dagblade. Det gør de selvfølgelig også, men Susanne Bernth kunne med fordel have stillet nogle kritiske spørgsmål om det i en bog, der lider under at være for venlig til at være rigtig interessant – og, ironisk nok, til at leve op til hovedpersonens journalistiske idealer.
For der er anden ulv i skoven – en ulv, som Lisbeth Knudsen selv haft en hovedrolle med at opfostre: I sin tid i DR var hendes opgave at strømline de forskellige nyhedstjenester, så den licensfinansierede statsvirksomhed kunne hamre igennem på alle digitale og elektroniske platforme. Med det resultat, at det er næsten umuligt for dagbladene at drive kommercielle massemedier på de nye platforme, hvor de ellers skulle kompensere for den indtægt, der går tabt i de skrumpende papiraviser.
Susanne Bernth: Lisbeth Knudsen. Gyldendal, maj 2015. Vejl. pris. 299,95 kr.
