Rating af aktivt ejerskab 2019: ”Anbefalingerne om aktivt Ejerskab” fra Komiteen for God Selskabsledelse begynder nu for alvor at rodfæste sig hos de store professionelle investorer. Økonomisk Ugebrevs årlige tema om aktivt ejerskab viser et gevaldigt kvalitetsløft, hvor hovedparten har en rapportering af høj eller meget høj kvalitet.
Tre professionelle storinvestorer scorer i top med ti ud af ti mulige point. Det gælder ATP, MP Pension og PKA. De placerer sig som de professionelle investorer, som har den mest seriøse og professionelle tilgang til aktivt ejerskab, som både nationale myndigheder, EU og mange pensionsopsparere i dag ser som en grundforudsætning for at skabe de bedste investeringsafkast. Blandt andet ved at lægge et vedvarende pres på topledelserne i de børsnoterede selskaber til at gøre det bedre. Også Lærernes Pension scorer i top, men mest fordi de klart oplyser, at de ikke bedriver aktivt ejerskab ud over eksklusion.
NYE ANBEFALINGER
Økonomisk Ugebrev har i mange år haft fokus på de professionelle investorers aktive ejerskab, eller mangel på samme. Men først ved regnskabsaflæggelsen sidste år kom der for alvor gang i tingene, da de store investorer for første gang skulle rapportere efter de nye Anbefalinger om aktivt Ejerskab, udstedt af Komiteen for God Selskabsledelse. Økonomisk Ugebrev har i særlig grad fokuseret på, i hvor høj grad de store investorer oplyser om konkret stemmeafgivelse på de børsnoterede selskabers generalforsamling. Det afspejler nemlig meget konkret substansen i deres arbejde med aktivt ejerskab, da det kræver mere end blot nogle overordnede hensigtserklæringer.
Den opdaterede opgørelse vise, at tolv investorer nu giver eksterne interessenter direkte adgang via en webbaseret database til deres konkrete stemmeafgivelse i de enkelte børsnoterede selskaber. Nye investorer med denne åbenhed, som Økonomisk Ugebrev ikke tidligere har haft med på radaren, er AP Pension, Pensam, Spar Invest, JØP, Danske Invest og Velliv. Disse investorer rapporterer om deres konkrete aktive ejerskab på et kvalitetsniveau på højde med internationale storinvestorer, som blandt andet
den norske oliefond (Norske Bank), Blackrock og Hermes. En række af de store investorer oplyser også, at de vil udlevere oplysninger om deres konkrete stemmeafgivelse på generalforsamlingerne, ved konkret henvendelse med forespørgsel om stemmeafgivning. Denne noget mere bøvlede og ikke så gennemsigtige løsning er valgt af blandt andet Pension Danmark, Industriens Pension, Sydinvest, Bankinvest, Lægernes Pension, Nykredit Invest, Nykredit Bank, Jyske Invest, LD og Danica Pension. De får i ratingopgørelsen et halvt point for dette målepunkt, og mange af dem har under Økonomisk Ugebrevs researchproces rykket sig fra total lukkethed om stemmeafgivning. Endelig har nogle enkelte investorer fortsat fravalgt at oplyse om stemmeafgivelse på de børsnoterede selskabers generalforsamlinger. Det drejer sig om Topdanmark og Jyske Bank. Disse investorer får nul point i ratingopgørelsen på dette målepunkt.
BANKER I BUNDGRUPPEN
Generelt synes oplysningskvaliteten omkring konkret stemmeafgivelse at være en god indikator for de enkelte storinvestorers håndtering af det aktive ejerskab: I bundgruppen i ratingopgørelsen ligger blandt andet Jyske bank og Jyske Invest. Danske Bank har slet ikke tilmeldt sig komiteens positivliste. Nykredit Bank ligger relativt svagt placeret på ranglisten. Samlet set er billedet bemærkelsesværdigt, da der er tale om tre af Danmarks største professionelle investorer, der hver især servicerer mange hundrede tusinde private investorer, som forventer en professionel håndtering af deres investeringsformue.
En stribe store investorer indgår ikke i dette års rating af aktivt ejerskab i Økonomisk Ugebrev, da de ikke har meldt sig på Komiteen for God Selskabsledelse Positivli ste . For Handelsinvest har det ikke været muligt at finde en redegørelse. Nogle store investorer indgår slet ikke på komiteens positivliste, blandt andet Formuepleje, Maj Invest og C Worldvide.
Læs hele Økonomisk Ugebrevs Rating af aktivt ejerskab 2019 i fredagens udgave af Økonomisk Ugebrev Ledelse, med gennemgang af udvalgte investorers rapportering, tabeloversigt over score på de ti målepunkter relateret til aktivt ejerskab for hver af de 26 undersøgte storinvestorer samt eksempler på rapporteringspraksis.