Børsen: Er det samfundsansvar – eller det modsatte?

Danske Bank og ti andre storbanker har indgået en aftale om, at de ikke giver kredit til rederier, der ikke forpligter sig til at halvere deres CO2-udslip frem til 2050. Det rapporterer Børsen, og det hele er så samfundsansvarligt og bæredygtigt, at avisen ikke kan finde på ét eneste kritisk spørgsmål at stille om det. Det kan vi godt: Har Dansk Banks storaktionær A.P. Møller Holding været involveret i beslutningen? Det vil give mening, for Mærsk har selv en endnu mere aggressiv målsætning om at reducere sit CO2-udslip, og så er det jo bekvemt, hvis man gennem sin bank kan stikke en kæp i hjulet på de konkurrenter, der forfølger en anden strategi.

Det er oppe i tiden, at virksomheder skal vise samfundsansvar, og vi er også varme fortalere for det her på Økonomisk Ugebrev. Vi udgiver faktisk et medie, der hedder Økonomisk Ugebrev Samfundsansvar. Men i medierne skal vi også være vågne, og vi skal ikke pakke den kritiske sans sammen, hver gang en virksomhed hævder at gøre noget, alene fordi det er til samfundets fordel.

I dette tilfælde ved vi ikke, om Mærsk virkelig bruger samfundsansvar som et røgslør over anvendelsen af rå kapitalmagt over for konkurrenter. Men under alle omstændigheder er det betænkeligt, at 11 storbanker indgår en kartel-lignende aftale om, hvilke lånevilkår de skal give. Også selv om aftalen er inden for konkurrencelovens rammer (hvilket man må antage, at bankerne har tjek på). Endnu mere betænkeligt er det, at det på denne måde i praksis er banker, i stedet for demokratisk valgte organer, der fastsætter spillereglerne for klimaindsatsen. Som sagt – samfundsansvar er en god ting. Men der bør være en advarselslampe, der blinker, hvis dette ansvar ikke består i noget, virksomheden selv gør, men i noget, som den tvinger kunder og konkurrenter til at gøre.

BERLINGSKE: DET GLEMTE KLIMAPOTENTIALE I PERSONTRANSPORTEN

I det hele taget har medierne det med at lade sig dupere, når det kommer til bæredygtighed. Et andet eksempel i ugen var Berlingske, der bragte en artikel om nattog, oversat fra New York-journalisten Evan Rail (det hedder han faktisk). Artiklen fortæller, at efter en årrække med tilbagegang er der igen kommet lidt rygvind for nattog med sovevogne, især fordi folk er begyndt at skamme sig over at rejse med fly. Men holder den overordnede pointe?

Der er jo en grund til, at sovevogne i dag, trods den aktuelt lidt større interesse, kun sidder på en mikroskopisk del af rejsemarkedet. Sovevognene har deres charme, men de er også ubekvemme, og skal de gøres bekvemme, skal hver passager tildeles så meget plads, at det bliver meget dyrt, samtidig med at en stor del af CO2-gevinsten går fløjten.

Så selv om man måske nok kan få sovevogne til at fungere her og der, så er det ikke på det felt, slaget skal slås, hvis man for alvor vil give de rejsende alternativer til flyene. Men der er nok andet at se på, hvis man er et konstruktivt medie. Hvor moderne hurtigtog spiller en stor rolle i Kina og Japan, får grænseoverskridende passagertransport på skinner og i busser af en eller anden grund en stedmoderlig behandling af europæiske politikere. I Danmark sætter politikerne f.eks. store, tocifrede milliardbeløb af til at forbedre togtrafikken mellem København og Aarhus. Men det falder tilsyneladende ingen ind at opføre noget så simpelt som en moderne busterminal, selv om denne rejseform er i betydelig vækst og givetvis har potentiale til langt mere – til gavn for såvel passagerer som klima.

DE POLITISKE KOMPETENCER I ATP

Bo Foged er nu ikke blot vikar, men fastansat som adm. direktør i ATP, men måske er ansættelsen ikke helt så fast alligevel, for Berlingske spekulerer i, at hans nye højrehånd, Finansministeriets hidtidige departementschef Henrik Præstegaard, er blevet lovet stillingen ikke alt for langt ude i fremtiden. Han kan ikke få den nu og her, fordi han ikke har den erfaring med finansiel virksomhed, som fit & proper-reglerne kræver. Når han, trods den manglende erfaring, er blevet tilkaldt, er det, som Børsen udtrykker det, fordi der er brug for ”mere viden om de politiske processer og samfundsansvar.” Vi ønsker Præstegaard alt mulig godt, men samtidig sender vi pensionskæmpens tvangsindskrevne kunder en medfølende tanke. Rækken af kæmpeskandaler i den offentlige sektor de seneste år illustrerer, at det ikke er sådan, at embedsmænd som udgangspunkt er bedre til at vise samfundsansvar, end erhvervsledere er. Så bundlinjen er nu, at ATP har en viceadm. direktør, der ikke ved det store om pension og finansmarkeder, men som er god til at sno sig politisk. Det ligner ikke formlen for højere afkast og færre skandaler i fremtiden.

Sten Thorup Kristensen