Det første lille pust i ejendomsskatte-stormen

Ved en fejl er 1200 boligejere gennem ti år ikke opkrævet ejendomsværdiskat. Tabet for myndighederne har været cirka 10 mio. kr. om året, svarende til cirka 85.000 pr. boligejer over hele perioden. Man kan også anskueliggøre det sådan, at de berørte boliger har en gennemsnitlig værdi i underkanten af 5 mio. kr. Det er altså ikke helt små knaldhytter, vi taler om, og ejerne må have evnerne til at navigere i tilværelsen – herunder til at forstå, at de naturligvis skal betale ejendomsværdiskat som alle andre. På den anden side er det også klart, at Skat har begået en fejl. Umiddelbart er det sådan en sag, der gør livet værd at leve for jurister. De kan bladre i deres lovbøger og domssamlinger og finde fortilfælde. Og findes sådanne fortilfælde ikke med tilstrækkelig præcision, kan de lade en prøvesag tage hele turen gennem retssystemet.

Men juristerne synes at være blevet snydt for fornø-jelsen, for det bliver tilsyneladende ikke dem, som skal finde hoved og hale i det hele. I stedet er det noget, politikerne sidder og forhandler om på Christiansborg, og Morten Bødskov er den anden skatteminister, der prøver at samle et flertal om en afvejning mellem, at de berørte skal have en rabat, men også betale ejendomsværdiskat som alle andre. Den politiske indblanding er mystisk, for normalt siger man, at politikere skal holde sig på lang afstand af sagsbehandling, og på endnu længere afstand af det, som hører under domstolene. Børsen , som fortalte historien onsdag, bringer ikke læserne informationer om, hvorfor det er anderledes i denne sag.

Men det kommer måske senere, for sidst på året vil Vurderingsstyrelsen forsøgsvis begynde at offentliggøre de første nye ejendomsvurderinger. Og fra næste år er det alvor for landets boligejere, når det nye ejendomsskattesystem træder i kraft. Det indebærer en hård konsekvens, som den tidligere regering gjorde sit bedste for at sminke væk: Boligejerne kan generelt forvente betydeligt højere skatter, samtidig med at klageadgangen stort set bliver afskaffet. Hvordan dét skal gå, har man fået en forsmag på med sagen om de 1200 boligejere. Ikke engang over for denne lille gruppe af velstillede borgere havde politikerne is i maven til at lade sagsbehandlingen og retssystemet gå sin gang og sørge for overholdelsen af ejendomsskattelovgivningen. Der er altså udsigt til kaos. Dagbladet Børsen bragte historien på side 17. Næste gang, vi hører om den, kan den være på side 1.

HBO: INVESTERINGERNES MOZART – ELLER RAIN MAN

Da Warren Buffet var ung, skete det, at hans daværende hustru blev ramt af en hård influenza. Det var så slemt, at hun var usikker på, om hun kunne komme ud af sengen, så hun bad sin mand om at finde en gammel gryde eller lignende, som hun i nødsfald kunne bruge som natpotte. Warren gik ned i køkkenet, og hun hørte ham skramle. Så kom han tilbage med et dørslag; altså en si til madlavning. Hun påpegede, at den ikke var velegnet til formålet. Warren måtte igen lede køkkenet igennem, og nu kom han tilbage med samme si – og en høj bakke til at stille den på.

Historien fremgår af HBO’s dokumentar Becoming Warren Buffet . Situationen med dørslaget afspejler ikke, at verdens mest succesfulde nulevende investor er meget distræt eller excentrisk. Han er, hvad man vel vil kalde autist. Han kan på ingen tid danne sig et overblik over en virksomheds økonomi, og han kan huske detaljerne. Men han kan ikke huske farven på væggene i sit hjem, og han har svært ved social omgang med andre mennesker.

Dokumentaren er meget tankevækkende, og f.eks. sætter den de utallige bøger og artikler, der har lovet at lære læserne Warren Buffets tricks, i relief. Det ville give lige så meget mening at bilde folk ind, at de kunne lære at komponere ligesom Mozart, ved at lytte til den gamle mesters værker. I et bredere perspektiv fortæller historien noget om den magt, der bliver koncentreret sammen med kapitalen, og som fra og med finanskrisen har været kontroversiel.

Warren Buffet har fået sin magt ved et tilfælde, og den har ikke været en drivkraft for ham. Han befinder sig bare kun godt, når han tumler med enorme datamængder. Rigdom interesserer ham heller ikke. Han har levet forholdsvis beskedent, så næsten hele den enorme formue bliver foræret til velgørenhed. Her går dokumentaren fra at være interessant til at være let forstemmende. Man fornemmer, at Warren Buffet selv, med sine beskedne sociale evner, ikke er dygtig til den del. Den er der så andre, bl.a. Bill Gates, der gerne vil hjælpe ham med. Men der er forskel på velgørende formål, og den, der bestemmer, hvem der skal have, og hvem der ikke skal have, har meget stor magt. På sin vis større end den magt, der fulgte som virksomhedsleder, mens formuen blev skabt.

Sten Thorup Kristensen