Udstedelsen af nye realkreditlån i 0,5 procent 30-årige obligationer har nået 10 mia. kr, efter store udstedelser i sidste uge. Markedsandele bliver flyttet fra RD til Nykredit.
Nordea Kredit lagde ud med udstedelser i den nye 0,5 procent 30-årige realkreditobligation, og onsdag i den forløbne uge lå selskabet med udstedelse på 1,34 mia. kr. i serien med afdrag, som største udsteder lige foran Nykredit. Men bare to dage senerelå Nykredit på 2,54mia. kr. og Nordea på 1,71mia. kr. i den førende serie. Dermed er det nu for alvor Nykredit, der trækker fra. For begge de to serier fra Nykredit er udstedelserne nu oppe på 3,55 mia. kr., svarende til at næsten 40 procent af alle udstedelser er i 0,5 procent 30 år.
Udstedelserne i 1,0 procent 30-årige er nu næsten gået i stå, efter at der i en periode ikke er givet lånetilbud i disse serier, fordi kursen er kommet over 100. Der er dog i løbet af ganske få måneder udstedt for 175 mia. kr. i 1,0 procentspapirerne med en løbetid på 30 år. Heraf står Nykredit for omkring 42 procent af udstedelserne. Realkredit Danmark står for 30 procent af udstedelserne.
Det betyder, at de tre største fondskoder i 1,0 procent 30 år er over 30 mia. kr. Der er lidt forskellige vurderinger af, hvor stor en fondskode skal være, før indlåsningsrisici som følge af illikviditet er væk. Mindst et par mia. kr., lyder det fra brancheeksperter. Hvert institut udsteder typisk i to fondskoder parallelt, nemlig en med afdrag og en med ti års afdragsfrihed. Den gigantiske konverteringsbølge er ikke fuldt ud med i realkreditinstitutternes halvårsregnskaber, men dog et stykke ad vejen.
Ifølge Nykredits halvårsregnskab er der udstedt nye lån for 151 mia. kr. i første halvår og indfriet gamle lån for 111 mia. kr. Samtidig har der været almindelig afvikling på bestående lån. Det betyder, at der netto er en stigning i den nominelle mængde lån på 25 mia. kr. Tallene for første halvår viser samtidig store forskelle på, hvor godt institutterne har fat i markedet. Rådgiver René Poulsen fra det uafhængige realkreditrådgivningsfirma Realråd vurderer, at Nykreditkoncernen med Totalkredit for tiden tager markedsandele, fordi de lokale banker, der benytter Totalkredit, har bedre fat i kunderne og er mere aktive med at pege på konvertering af lån. Også prissammenligninger peger på, at Totalkredit og Jyske Kredit er de billigste.
Alle institutter har fremgang, når man alene ser på kursværdien af gælden. Men det er påvirket af de stigende obligationskurser i takt med rentefaldet. Derfor udtrykker de nominelle bevægelser bedre, i hvilken grad de enkelte institutter har øget eller reduceret deres samlede udlån. Kun Realkredit Danmark har blandt realkreditinstitutterne haft direkte tilbagegang, nemlig med 4 mia. kr.
Risikodirektør Klaus Kristiansen fra Realkredit Danmark bekræfter tilbagegangen. ”Der er flere faktorer, der spiller ind, og selvfølgelig er vi bekymrede over udviklingen, for vi vil da godt holde fast i vores markedsandel på privatområdet,” siger Klaus Kristiansen.
Han peger på, at en effekt af den lave rente jo også er, at der afdrages forholdsmæssigt mere end før, og at der derfor netto skal ydes nye lån for at fastholde niveauet. ”Vi oplever ikke, at vi mister flere kunder end normalt. Men vi kan se, at de udfordringer, koncernen generelt har, betyder, at vi stort set ikke får nye kunder, og derfor mister vi netto kunder med den naturlige afgang, der er. Men ser vi konkret på tilbagegangen i realkreditudlån til private, bliver den mere end opvejet af fremgang i banken for Bolig Fri-lånene,” siger Klaus Kristiansen.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her