Kammeradvokaten, advokatfirmaet Poul Schmith, fortsætter de seneste års buldrende fremgang. Ambitionen har været at tage mere af det private marked. Men bandt de nålestribede private advokatfirmaer har kammeradvokaten stadig et godt stykke vej for at nå på omgangshøjde, viser ratingopgørelse.
Så sent som i 2017 overhalede ”statens advokat” Kromann Reumert og Bech-Bruun. Dengang kun med en håndfuld advokater. Nu har Poul Schmith lagt massiv afstand til de to. Efter en fremgang på 14 jurister forrige år, er der det seneste år sket et spring frem på hele 54 jurister. Kammeradvokaten er næsten 20 procent større end efterfølgerne, der ligesom sidste år er stort set lige store.
Kammeradvokaten har haft en målrettet strategi om at styrke organisationen på den klassiske erhvervs- og selskabsjura, så advokatfirmaet i højere grad blev en foretrukken samarbejdspartner for de store erhvervsvirksomheder. I et tidligere interview i Økonomisk Ugebrev har kammeradvokatens førstemand Boris Frederiksen udtrykt ekspansionsplanerne på det private område på denne måde:
BETYDELIGE VÆKSTPROCENTER
”Vi ønsker at blive større, men jeg kan ikke sige hvor meget. Det er klart, at vi har nogle begrænsninger, når det gælder de fagområder, hvor vi løser mange opgaver for staten, eksempelvis skat og konkurrenceret. Men der er bestemt også områder, hvor vi ikke ser de store problemer med habiliteten. Det er klart, at vi ikke er så store endnu på det private marked, så det bliver let at hente betydelige vækstprocenter.”
Advokatfirmaet Poul Schmith offentliggør ikke regnskabstal, så det er ikke muligt at afkode, om indtægterne er fulgt med den voldsomme ekspansion i antal jurister. Af den årlige redegørelse over Kammeradvokatens ydelser til staten fremgår det, at staten købte ydelser for 480 mio. kr. hos Kammeradvokaten sidste år. Det var 2 procent mere end året før. Men det fremgår også af redegørelsen, at uden oprydningsomkostninger i Skattestyrelsens EFI-opkrævningssystem og håndtering af udbyttesagen, var Kammeradvokatens indtægter fra staten faktisk dykket 2 procent, fra 382 mio. kr. til 369 mio. kr. Så man kan sige, at Kammeradvokaten lever rigtigt godt af, at staten, politikerne og embedsmændene laver ged i den gang efter gang.
Meget tyder dog også på, at Kammeradvokatens ambitioner som opgaveløser for det private erhvervsliv stille og roligt begynder at virke. I Økonomisk Ugebrevs årlige rating af det nålestribede erhvervslivs foretrukne advokatrådgivere er Kammeradvokaten ved at få en mere synlig position blandt de store erhvervsvirksomheder.
Kammeradvokaten er nummer syv på Økonomisk Ugebrevs årlige rangliste over de dygtigste erhvervsadvokater, baseret på vurderinger fra de erhvervsfolk, der har bidraget til ratings hos de tre internationale ratingfirmaer Legal500.com, Chambers and Partners.com og iflr1000.com. I denne opgørelse får Kammeradvokaten en gennemsnitsscore på 2,7 i forhold til topscoren 4,0, som kun advokatfirmaet Plesner opnår. Kammeradvokaten opnår samme score som sidste år, og på de samme tre discipliner, nemlig real estate, tax og banking & finance. Advokatfirmaet får endnu ikke bedømmelser på disciplinerne M&A og kapitalmarked, hvor det har en betydeligt mindre afdeling end de store advokatfirmaer.
DIGITALE YDELSER RYKKER
Fra Kammeradvokaten siger managing partner Tomas Ilsøe Andersen: ”Især har arbejdet med udbytteskattesagen, samt genoprejsningen af skatteforvaltningens it-systemer til effektiv inddrivelse, givet anledning til flere ansættelser det seneste år. Fremadrettet vil der sikkert være en del mere arbejde inden for områder som grøn energi og klimatilpasninger, som kan sætte sig igennem i entrepriseretten, offshore-området og på området for fast ejendom. Med regeringens ambitiøse mål, som bakkes op af erhvervslivet, vil der givetvis være brug for innovativ tænkning – også på det juridiske område – for at komme i mål.”
”En vigtig branche-tendens lige nu er også, at dagsordenen omkring legal tech rykker meget hårdt nu. Vi er gået all in for nogle år siden, og vi har i dag ca. 14 produkter på hylden, hvoraf ca. halvdelen er egenudviklede. Og flere kommer til de kommende år. Det er en spændende udvikling, og ikke noget branchen overhovedet bør frygte. Tværtimod giver det nogle fantastiske muligheder – også for retssikkerheden generelt,” siger Tomas Ilsøe Andersen.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her