Københavns Lufthavne nedjusterede helårsforventningerne i halvårsregnskabet, og advarede samtidig om et stigende pres på selskabets cash flow. Det bør lægge et pres på aktiekursen.
Eftersom kun 1,4% af Københavns Lufthavnes aktiekapital er i fri handel, omsættes aktien kun for gennemsnitligt ca. en halv million kroner om dagen. Det er imidlertid tilstrækkeligt til, at den private investor kan handle i aktien for en mindre del af sin portefølje. Men selvom det er muligt at handle i aktien, er et andet spørgsmål, om aktien er et attraktivt køb?
I AktieUgebrevet 4/2019 vurderede vi aktien som en god langsigtet investering, men ikke interessant på kort sigt. Den vurdering ændrer vi nu en smule. Vi ser stadig Københavns Lufthavne som en god langsigtet investering, men på kort sigt sænker vi kursmålet for aktien, som nu er overvurderet.
Københavns Lufthavne handles til meget høje nøgletal i forhold til branchemedianen, og det kan på lang sigt godt forsvares, da lufthavnen er i gang med et omfattende investeringsprogram, hvor man alene i 2018 øgede investeringsniveauet til 2,1 mia. kr. Det niveau holder man med en investering i første halvår af 2019 på 1083 mio. kr., og der er meget store planer for fremtiden.
Men på kort sigt begynder situationen at se lidt mere anstrengt ud. Det oplyses i halvårsregnskabet, at de høje investeringer, en usikker udvikling i verdensøkonomien og passagertallet samt negative begivenheder for nogle luftfartsselskaber har sat selskabets cash flow under pres.
Som følge af den negative udvikling i første halvår nedjusterer man forventningerne til omsætningsvæksten med to procentpoint til minus 2-3 procent, mens man fastholder forventningerne om en tilbagegang i resultat før skat korrigeret for særlige forhold fra 1451,5 mio. kr. i 2018 til niveauet 1250-1350 mio. kr. i 2019.
Samtidig besluttede man at halvere det planlagte interimudbytte, og det oplyses, at ledelsen og bestyrelsen vil følge udviklingen nøje. Selvom det sikkert er ment som et tryghedsskabende signal, så er det praktiske indhold af sådan et budskab et advarselssignal, og det bør afspejle sig i aktiekursen. Den reaktion har vi imidlertid først set i denne uge, hvor Københavns Lufthavnes aktiekurs for første gang siden den 24. juni faldt ned gennem bunden i intervallet 5800-5900. På kort sigt anser vi ikke den nævnte usikkerhed for at være indregnet i aktiekursen i tilstrækkelig grad.
Børskurs på analysetidspunktet: 5700,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 4335,00
Læs tidligere analyser af Københavns Lufthavne her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her