Er der plads til en Britta Nielsen på udbudsområdet?

Udbudslovgivningen er måske det mest centrale, der findes i EU-systemet. Den er den primære skanse, der skal sikre, at medlemslandene ikke underminerer det indre marked ved at favorisere egne virksomheder. Samtidig har den fået status som et meget vigtigt forvaltningsmæssigt redskab. Det er via den, at man sikrer fairness og skarpe priser, således at myndigheder ikke køber ind til overpriser. Så meget mere bekymrende er det, som et par journalister (måske ikke af navn, men i hvert fald gavn), uden tilknytning til etablerede medier, har gravet frem om udbuddet af den famøse DAB-licens.

Anders Haarder har i tre opslag på sin facebookprofil dokumenteret, at Radio- og TV-nævnet ikke havde den lovpligtige sammensætning, og at et par af medlemmerne var inhabile i sagen, idet de havde tilknytning til den vindende byder. Og Lektor, phd. Carina Risvig Hame har på sitet udbudslov.dk argumenteret overbevisende for, at nævnet i strid med udbudsloven først havde fastlagt afgørende kriterier, efter at buddene var kommet ind. Statens advokat, Kammeradvokaten, havde forinden leveret et notat, der frikendte nævnet, baseret på, at afgørelser har vist, at man gerne må holde afgørende kriterier fortrolige for byderne. Det er sandt, siger Carina Risvig Hame, men hun fastslår altså, at kriterierne dog skal være fastlagte, inden budene bliver åbnet.

Man må have respekt for de to personer, der – øjensynligt uden at få løn for det – har gravet denne historie frem. Måske har de ønsket at finde den rygende pistol, der dokumenterede, at Radio 24Syv blev slagtet af politiske grunde. Det er de i givet fald ikke lykkedes med. Men de har dokumenteret, hvor nemt det er for en myndighed at fifle med et udbud, og efterfølgende at få det blåstemplet af sin husadvokat. Det giver ikke bare mulighed for politisk udnyttelse, men også for banal svindel a la den, Britta Nielsen uden modstand kunne gennemføre i Socialstyrelsen. Der er noget for os på de gamle medier med flere muskler at arbejde videre med.

REGLERNE I KLIMA OG KÆRLIGHED

Kathrine Diez, litteraturskribent på Berlingske, berettede i en klumme den 1. september om, hvor svært det er for en dannet kvinde at finde en mand fra hendes ”egen sociokulturelle baggård, hvor en ph.d. vejer langt tungere i vægtskålen end en fed årsindkomst.” Det blev en stor sag, som bl.a. DR’s flagskib inden for seriøs nyhedsformidling, Deadline, tog op. I denne uge tog sagen imidlertid en uventet drejning, her beskrevet i BT , idet Diez meddelte, at hun var blevet stormende forelsket i en mand, som kom fra en helt anden baggård: Manden er klimaminister Dan Jørgensen, og han har en fed indkomst, og i særdeleshed en fed pensionsordning, men ingen ph.d.

Det sidste kan Diez dog godt have troet, han havde, for det fremgik på forelskelsestidspunktet af Wikipedia. En anonym person i København anførte den 12. september en ph.d. blandt ministerens meritter, men oplysningen blev slettet igen umiddelbart efter, at offentligheden var blevet gjort bekendt med den nye pardannelse. Denne gang skete rettelsen i Wikipedia-artiklen fra Sao Paulo i Brasilien, hvortil Folketingets Europaudvalg med entourage (se listen over deltagere ved at følge linket nedenfor) tilfældigvis netop var ankommet.

Dette forløb blev igen afsløret af et af de små medier, som er en til tider vigtig del af nutidens mediebillede, nemlig Folkets Avis . Historien er underholdende og kulørt, men den er desværre også alvorlig. Vi taler om, at en minister, som løgnagtigt er blevet smykket med en kompetence, han ikke har – og så endda på klimaområdet, som efter den politiske retorik er det vigtigste af alt, og hvor man står over for at pålægge borgere og virksomheder store byrder. Denne historie er måske ikke så vigtig, at den også kan få plads på selveste Deadline. Men den er dog omtale værd.

BERLINGSKE SER KRITISK PÅ HVIDVASKLOV

Vi har her på siden efterlyst, at medierne så kritisk på hvidvaskloven, i stedet for blot at problematisere de virksomheder, der kommer i konflikt med den. Så skal vi også anerkende, når det sker, og det er – lidt overraskende – Berlingske, der både i den redaktionelle dækning og i en leder de seneste uger har forholdt sig til den dystopiske overvågning af almindelige danskere, herunder det store, lovlydige flertal, som loven medfører. Det begynder også at haste med denne indfaldsvinkel, for medarbejderne i den finansielle sektor har efterhånden vænnet sig til den tanke, at de skal lege politifolk, bare uden at svare for irriterende krav om retskendelser og den slags. Det er i hvert fald det indtryk, man får af både denne artikel i Berlingske og af bankdirektørerne Lasse Nyby og John Fiskers indlæg i Børsen torsdag.

Sten Thorup Kristensen