Derfor er store opkøb mindre populære

Store opkøb er blevet en sjældenhed i det store danske erhvervsliv. Bortset fra serie-opkøberne DSV og Lundbeck har C25-selskaberne nu i adskillige år været fuldt optaget af effektivisering og fokusering. Selv om eksempelvis A.P. Møller-Mærsk og Coloplast udtrykker lyst til akkvisitioner, ser vi næppe en ny bølge af opkøb, som den, der prægede årtusindets første årti, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne kommentar.

De helt store købs tider er forbi – og kommer næppe igen foreløbig. De milliardstore strategiske opkøb, som stribevis af store virksomheder, herunder A.P. Møller-Mærsk, Ørsted, Danske Bank, Arla, ISS, GN Store Nord, FLSmidth, Vestas, Danish Agro, TDC og Danisco, foretog i årtiet 2000-2010, er snart fjern historie. I flere år har de store danske virksomheder – med enkelte bemærkelsesværdige undtagelser – i stedet fokuseret, effektiviseret og digitaliseret. De har snarere solgt ud og spaltet fra end købt op og fusioneret.

Er denne lange periode med fokus på de indre linjer nu til ende? Man kan fristes til at tro det, efter at topchefen for A.P. Møller-Mærsk, Søren Skou, i de sidste dage af 2019 varslede flere opkøb. Også andre store virksomheder har i det seneste år fortalt om deres lyst til at købe op. Men efterhånden virker den slags udtalelser rituelle – de har været fremsat i årevis og har sjældent ført til det store.

KAPITALEN ER DER
Jo, i visse sektorer købes der stadig op: Logistikvirksomheder som DSV, DFDS og (i mindre omfang) NTG køber stadig flittigt op, og har dermed skabt betydelige værdier til aktionærerne. I pharma-sektoren har for eksempel Lundbeck og Bavarian Nordic i 2019 markeret sig med betydelige indkøb af virksomheder og udviklingsprojekter.

Opkøbslystne virksomheder med en blot nogenlunde kreditværdighed kan også glæde sig over meget lave finansieringsomkostninger. Og nok er aktiekurserne – og dermed virksomhedspriserne generelt – steget over det seneste år, men store indeks som Kurs-DAX og Euro Stoxx 50 ligger stadig under niveauet i 2015, og langt under niveauet før finanskrisen. Men det er ikke sandsynligt, at vi ser en gentagelse af 00’ernes vilde, brede, transformerende, opkøbsbølge, der bragte adskillige danske virksomheder op blandt de betydeligste globale aktører i deres branche. Det er der flere grunde til:

• Globaliseringen i 1990’erne og 00’erne åbnede for en række oplagte internationale sammenlægninger. Store globale grupper opsnappede i den periode i stribevis af de mellemstore spillere i deres branche. I mange brancher er det nu simpelthen begrænset, hvad der er til salg.

• Det er ikke mangel på kapacitet, der præger de fleste store virksomheder eller deres brancher. Tilskyndelsen til at opkøbe rivaler for at få adgang til deres produktionsanlæg eller organisationer er begrænset.

• Adskillige af de dristige store opkøb i perioden 2000-2010 blev – målt ud fra et shareholder value-synspunkt – ikke til de store triumfer, og andre har været fiaskoer. Det har aktiemarkedet ikke glemt. Flere af datidens ekspansionslystne topchefer har betalt med deres jobs. Hvilket den nye generation af effektivitets-orienterede topchefer nok stadig har i baghovedet.

Kundekontakt over markedsandel
• De aktuelle opkøb er typisk mindre, fordi topledelser i dag ofte foretrækker at opkøbe virksomheder og kompetencer, der kan gøre deres produkter endnu mere nyttige for kunderne. Danfoss, FLSmidth og Vestas har for eksempel ikke så meget markeret sig med køb af konkurrenter og ny produktionskapacitet som med mindre akkvisitioner af service-, it- og vidensvirksomheder, der bringer disse producenter tættere på kunderne.
Hvis Mærsk køber en logistik-virksomhed eller flere i 2020, kan man se en lignende logik: Mere logistikvirksomhed vil ikke, som fortidens store opkøb af rivalerne Sea-Land, P&O Nedlloyd og Hamburg Süd, øge kapaciteten i den centrale containerforretning i forhold til konkurrenterne, men vil ideelt set kunne binde det samlede transportsystem bedre sammen og give direkte kontakt til flere slutkunder.

• Mange store koncerner har i løbet af det seneste tiår fået aktive holdingselskaber skudt ind mellem dem og ejerne, der jo i C25-selskaberne ofte er store fonde. Ekspansionen foregår nu i høj grad gennem disse holdingselskaber. Ekspansion og risikospredning i A.P. Møller-sfæren finder nu snarere sted gennem A.P. Møller Holding end gennem det børsnoterede A.P. Møller-Mærsk, og i Novo-sfæren snarere gennem holdingselskabet Novo end gennem Novo Nordisk og Novozymes.