FN’s Global Compact en klods om benet på den bæredygtige udvikling

I bogen Vinduespynt og Samfundssind – når virksomheder (ikke) tager ansvar, der udkommer den 20. november, retter filosofferne Claus Strue Frederiksen og Martin Marchman Andersen et hårdt angreb mod forskellige CSR-aktører. I denne kommentar præsenteres dele af den kritik, der i bogen rettes mod FN’s Global Compact. “Spørgsmålet er, om Global Compact er en del af problemet frem for en del af løsningen, ” skriver Claus Strue Frederiksen & Martin Marchman Andersen. 

Hvis CSR skal nytte noget, er det nødvendigt, at organisationer som Global Compact begynder at fokusere på, hvad der rent faktisk kendetegner ansvarlige og bæredygtige virksomheder. I lyset af de alvorlige udfordringer, vi står overfor, er årlig CSR-rapportering og formel opbakning til en samling elastiske principper langt fra nok.

Som Global Compact selv gør opmærksom på i Impact-rapporten fra 2015, er bæredygtig virksomhedsdrift på ingen måde den nye normal – der er brug for radikale ændringer af vores måde at drive forretning på.

Spørgsmålet er, om Global Compact er en del af problemet frem for en del af løsningen. For nuværende er det vanskeligt at få øje på, hvad organisationen – der har tyve år på bagen – har opnået, udover at beskæftige en hær af CSR-folk, der ”arbejder” med verdensmål og menneskerettigheder.

Global Compact byder næsten alle virksomheder velkommen, tobak og klyngebomber undtaget. Har du mere end ti fuldtidsansatte, skal du blot udfylde et ansøgningsskema med virksomhedens data, herunder navn og adresse, samt vedlægge et brev, hvori direktøren fra virksomheden slutter op om Global Compacts ti principper.

Så er du med, forudsat at du betaler det årlige gebyr på mellem 1.250 og 20.000 dollar, alt efter din virksomheds omsætningsniveau.

Udover det årlige gebyr er eneste krav for at forblive medlem, at du hvert år udgiver en CSR-rapport. I forhold til det konkrete indhold er rapporteringsformatet så fleksibelt, at de indleverede rapporter ikke gør interessenter i stand til at vurdere og sammenligne virksomheders bæredygtighedsstatus.

I bedste fald kan rapporterne tjene en intern funktion for virksomheden selv. Resten af os kan dog ikke rigtig bruge dem til noget. Mange virksomheder gider da heller ikke rapporteringsræset. Siden opstarten i år 2000 er knap 13.000 medlemmer blevet ’delisted’ af Global Compact, fordi de ikke har opfyldt rapporteringskravet. For nuværende er omkring 10.000 virksomheder medlem af Global Compact.

Siden 2008 har Global Compact publiceret årlige rapporter om organisations fremskridt. Fremskridtsrapporternes hovedsigte er at præsentere resultaterne af Global Compacts årlige undersøgelse af medlemsvirksomhedernes indsats på CSR- og bæredygtighedsområdet. I resuméet til 10-års jubilæumsudgaven i 2018 hævdes blandt andet:

”Resultaterne er både opmuntrende og informative – engagementniveauet for administrerende direktører og topledere sender et stærkt signal til medarbejdere, kunder og interessenter om, at bæredygtighed er vigtig for virksomheden. Og det er opmuntrende at se, at 80 procent af virksomhederne rapporterer, at de arbejder aktivt med at fremme verdensmålene.”

Flere ting er imidlertid værd at bemærke. For det første er der tale om en spørgeundersøgelse, hvor virksomhederne selv oplyser, hvordan det står til. Men da selvrapportering som bekendt ikke altid afspejler virkeligheden, kan undersøgelsen ikke bruges til at fastslå virksomhedernes bæredygtighedsengagement. Undersøgelsen fortæller kun noget om, hvad de adspurgte virksomheder hævder at gøre.

For det andet siger undersøgelsen ikke noget om, hvad erhvervslivet generelt mener om bæredygtighed. Selvom Global Compact er verdens største erhvervsbårne bæredygtighedsinitiativ, repræsenterer de blot en lille procentdel af verdens virksomheder – der er ingen grund til at tro, at resten af verdens virksomheder er lige så optaget af FN’s 17 verdensmål og bæredygtig udvikling, som Global Compacts medlemmer hævder at være.

For det tredje er de opmuntrende undersøgelsesresultater, som Global Compact henviser til, ved nærmere eftersyn knap så imponerende. Eksempelvis fremhæver Global Compact følgende fire præstationer, som organisationen finder særligt opmuntrende:

• 65 procent af virksomhederne angiver, at de udgiver årlige CSR-rapporter.
• 68 procent af virksomhederne angiver, at bæredygtighed håndteres strategisk og på allerhøjeste niveau i virksomheden.
• 37 procent af virksomhederne angiver, at de foretager risikovurderinger af virksomhedens samfundsansvarlige aktiviteter.
• Antallet af virksomheder, der integrerer bæredygtighed i deres kerneforretning, har været stabilt over en årrække. I 2012, da spørgsmålet først blev stillet, var det 48 procent af virksomhederne, der angav at integrere bæredygtighed i deres kerneforretning. I dag er tallet 44 procent.

Er det fire opmuntrende og imponerende resultater, der er en 10-års jubilæumsrapport værdig? Det er vanskeligt ikke at være skuffet. Når det nævnes, at 65 procent af virksomhederne angiver, at de rapporterer årligt om CSR, er der ikke tale om noget, Global Compact bør fejre.

Det betyder jo, at over en tredjedel af virksomhederne ikke lever op til rapporteringskravet, der i praksis er det eneste krav, Global Compact stiller til sine medlemmer.

De resterende tre præstationer er ligeledes vanskelige at finde lyspunkter i. 68 procent arbejder strategisk med CSR – og hvad så? Virksomheder, der arbejder strategisk med CSR, løfter ikke nødvendigvis deres ansvar. At arbejde med noget er jo ikke det samme som at levere varen.

Desuden kan man passende spørge: Hvad gør de resterende 32 procent af virksomhederne, der ikke arbejder strategisk med CSR? Spiller rundbold og leger tagfat? Eller ingenting?

Og siger det overhovedet noget som helst, at 37 procent foretager risikovurderinger af deres samfundsansvarlige aktiviteter, og at antallet af virksomheder, der integrerer bæredygtighed i deres kerneforretning, har ligget stabilt på omkring 45 procent i en årrække? Ikke rigtig.

Andetsteds i rapporten begår Global Compact den fejl, at de forveksler fremskridt med noget, der er en skåltale værdig. Fremskridt er i sagens natur bedre end tilbageskridt. Det betyder imidlertid ikke, at alle fremskridt er værd at fejre.

Det er et fremskridt, hvis en plantageejer holder op med at piske sine slaver hver eneste dag for i stedet at nøjes med at piske dem i weekenden. Men der er næppe grund til at sende ham en stor buket blomster.

Under overskriften »10 områder med fremskridt over en 10-årig periode« fremhæver Global Compact blandt andet, at hvor det i 2008 var 57 procent af virksomhederne, der havde en politik, der tilsagde, at de hverken må gøre brug af eller profitere af tvangsarbejde, er det i dag 68 procent af virksomhederne, der har en sådan politik. Fremskridt, ja. Imponerende, nej.

Det samme gælder i forhold til korruption. Her glædes man over, at hvor det i 2008 var 44 procent af virksomhederne, der havde en nul-tolerancepolitik over for korruption, er det i dag 69 procent. Men det betyder jo, at 31 procent af Global Compacts medlemmer ikke har en nul-tolerancepolitik over for korruption. Og det på trods af at et af Global Compacts ti principper netop er, at virksomheder bør bekæmpe korruption i alle dens former.

Hvordan kan man som organisation leve med, at 31 procent af medlemmerne svarer, at de ikke overholder et af ti grundlæggende principper, som organisationen bygger på? Tænk, hvis 31 procent af alle advokater i en undersøgelse oplyste, at de skam ikke overholder tavshedspligten. Mon ikke advokatrådet øjeblikkeligt ville tage affære?