Sportsaktier har traditionelt et dårligt ry som investeringsobjekter, og det er med god grund. Men AGF går imod strømmen. For tredje år i træk slår AGF fodboldkonkurrenterne på aktieafkast og i 2020 slog man hele aktiemarkedet.
De børsnoterede fodboldklubber blev ramt hårdt af Covid-19 restriktionerne i 2020, hvor Superligaen først blev sat på pause, og siden genoptaget med meget skrappe regler for tilskuerantal. Dermed forsvandt en væsentlig del af klubbernes indtægter i form af entréindtægter, salg på stadion m.v. Det er derfor ikke overraskende, at aktierne i fire af de fem fodboldselskaber leverede et tocifret procenttab i det coronalukkede Danmark.
AGF. I Århus gik det imidlertid anderledes. Mens AGF i sæsonen 2018/19 kæmpede for at undgå nedrykning, sluttede man i 2019/20 på en 3. plads i mesterskabsspillet. Det var første gang i 23 år AGF sluttede på en medaljeplads, og efter 36 kampe var man endda kun fire point fra den 2. plads, som gav adgang til Europa League kvalifikation.
Den sportslige succes blev fulgt op af et årsregnskab 2019/20 med et overskud på 10 mio. kr. før skat på trods af diverse negative Covid-19 effekter. Også fremadrettet var 2020 en succes for AGF, som i forbindelse med årsregnskabet 2019/20 offentliggjorde forventningerne om et resultat før skat på 15-30 mio. kr. i 2020/21. Investorerne belønnede AGF med en massiv kursstigning på 82 procent i løbet af 2020, og dermed blev AGF for tredje år i træk den bedste børsnoterede fodboldaktie. Tilmed med et afkast, som langt overgår det gennemsnitlige afkast i et ellers stærkt marked.
Silkeborg og Parken. I både Silkeborg IF Invest og Parken Sport & Entertainment er fodbold kun en enkelt del af et større koncernregnskab. I disse to selskaber er der derfor nærliggende at forvente en mindre effekt af Covid-19 end i de øvrige tre fodboldaktier.
Men eftersom Silkeborgs ikke-fodboldaktiviteter er hotel- og konferencedrift, mens Parken bl.a. ejer Lalandia, blev de begge ramt både på fodbolddelen og den resterende del af selskabernes aktiviteter. Både Silkeborg og Parken har ellers givet investorerne et positivt afkast de seneste to år, men modstanden fra Covid-19 var for hård.
Brøndby og AaB. For de to sidste børsnoterede fodboldselskaber AaB og Brøndby blev 2020 desværre Business As Usual.
Mens det for tredje år i træk gik forrygende for AGF’s investorer, og mens investorerne i Silkeborg og Parken trods alt kan se tilbage på udmærkede år forud for Covid-19, så fortsatte både Brøndby og AaB i 2020 med at levere massive kursfald på over 20 procent. Brøndbys gennemsnitlige kursfald de seneste to år er 27,3 procent, mens det for AaB er 31,6 procent.
De to selskabers seneste årsregnskaber skilte sig også ud fra de øvrige fem fodboldselskaber med massive tab på den primære drift, og der er næppe udsigt til, at det bliver anderledes i 2020-regnskaberne. I Brøndbys 3. kvartalsregnskab forventes et negativt resultat før skat på 25-35 mio. kr. og hos AaB kan en rekordstor transferindtægt næppe trække bundlinjen i sort.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her