Kommentar: Det børsnoterede selskab Waturu Holding har nu funder ny revisor, et lille Haderslev firma med tre ansatte, og to ud af tre bestyrelsesmedlemmer fratræder. Kun Toke Reedtz fortsætter. I to udsendte børsmeddelelser indikerer selskabets ledelse, at det står foran det endelige gennembrud med salget.
“Waturu Holding A/S flytter sig nu ind i en ny fase, hvor selskabet skal have fokus på salg,” oplyses det. Der er ellers oplyst mange gange om, at produktionen var i gang, og produkterne mødes stor kundeinteresse, allerede for halvandet år siden. Selskabet mangler fortsat at oplyse, om det har fundet en ny certified advisor, og om, hvorfor aktien fortsat er suspenderet fra børshandel.
Det oplyses også:. at “bestyrelsen overlader et selskab, som står overfor en spændende rejse med færdige produkter, der nu skal sikre investorerne afkast og fremgang.”
Ifølge CVR register er det operative selskab, Waturu, fortsat på vej mod tvangsopløsning, hvorved bestyrelsesmedlemmerne er fratrådt, og selskabet er uden revisor
————————————–
Datterselskabet Aquaturu, som er ejet af holdingselskabet, er fortsat i drift, men ifølge CVR er både den adm. direktør og et bestyrelsesmedlem senest fratrådt. Økonomisk Ugebrev har tidligere beskrevet, at ledelsen planlægger en børsnotering af datterselskabet i Norge.
———————————————————
Fra Waturu:
Waturu Holding A/S – ændring i bestyrelsen
Ændring i bestyrelsen i Waturu Holding A/S – Thomas Marschall (formand), Anders Skov (bestyrelsesmedlem),
Bjørn Kaare Jensen (bestyrelsesmedlem), fratræder i forbindelse med afholdelsen af en kommende
ekstraordinær generalforsamling, hvor der opstilles nye kandidater.
Information til investorerne
Waturu Holding A/S flytter sig nu ind i en ny fase, hvor selskabet skal have fokus på salg.
Bestyrelsen skal have en stor tak for at have sikret, at selskabet er kommet i mål med udviklingen af en unik
energieffektiv og vandbesparende vandvarmer, som nu produceres i Danmark.
Bestyrelsen skal ligeledes have stor tak for at have udnyttet mulighederne i teknologien til at investere i
datterselskaberne Aquaturu A/S samt Watgen Medical A/S.
Aquaturu A/S udvikler og producerer innovative renseløsninger til produktionsvand indenfor Aquakultur
branchen. En ny type teknologi, som forventes kommercialiseret i 2021.
Watgen Medical A/S, udvikler en ny type sårplejeløsning, som kan sikre at kroniske sårplejepatienter kan
behandle deres sår med bakteriefrit skyllevand. Selskabet har derudover et spændende potentiale med en
teknologi, som forventeligt kan hjælpe patienter med børneeksem.
Waturu har været igennem væsentlige forsinkelser med produktionen af selskabets tankløse vandvarmer,
og måtte i oktober 2020 desværre indse, at børsnoteringen af Aquaturu A/S måtte udskydes. Det på trods
af at selskabet havde solgt 12 MDKK af et udbud på 25-35 MDKK og til en værdisætning på 170 MDKK.
Bestyrelsen overlader et selskab, som står overfor en spændende rejse med færdige produkter, der nu skal
sikre investorerne afkast og fremgang.
På vegne af investorerne skal bestyrelsen have stor tak for at have styret selskabet igennem en meget
udfordrende periode og ledelsen vil sikre en række overleveringsmøder med den kommende bestyrelse,
således at de får den bedste mulige start.
Fra Waturu:
Waturu Holding A/S – indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
Waturu Holding A/S indkalder hermed til ekstraordinær generalforsamling, som afholdes den 6. februar 2021.
Den ekstraordinære generalforsamling afholdes kl. 11:45 på adressen, Sjællandsgade 32, 7100 Vejle.
BEMÆRK AT BESTYRELSEN, PÅ GRUND AF DEN NUVÆRENDE VIRUS PANDEMI MED CORONA-VIRUS, ANBEFALER AT AKTIONÆRER, SOM ØNSKER AT STEMME, BENYTTER SIG AF MULIGHEDEN FOR AT BREVSTEMME.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af ny bestyrelse
3. Valg af ny revisor
- Valg af dirigent
Det er dirigentens ansvar at sikre, at indkaldelsen er korrekt og lovlig og at forløbet af generalforsamlingen sker jf. reglerne.
- Valg af ny bestyrelse
Der henvises til selskabsmeddelelse nr. 52.
Thomas Marschall (formand), Anders Skov (bestyrelsesmedlem), Bjørn Kaare Jensen (bestyrelsesmedlem), fratræder i forbindelse med afholdelsen af den ekstraordinære generalforsamling.
Der opstilles to nye kandidater til henholdsvis formandsposten og som menigt bestyrelsesmedlem.
Senest en uge før afholdelsesdatoen præsenteres kandidaterne på selskabets hjemmeside under menuen ”Investor” – ”Dokumenter”. Kandidaterne præsenteres, som kandidat A og Kandidat B i indkaldelsen.
Vælges de opstillede kandidater, vil bestyrelsen efterfølgende bestå af:
Kandidat A, Kandidat B og Toke Reedtz (bestyrelsesmedlem).
- Valg af ny revisor
Bestyrelsen foreslår nyvalg af 2+ Revision Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab.
Forslaget kan vedtages med simpelt flertal af stemmerne.