Pensions-survey 2021: Efter længere tids kritik af afkast og risiko i ATP meldte pensionsgiganten i denne uge ud med en ny investeringsstrategi, hvor der skal løbes mere risiko. Men hele den danske pensionsformue står over for samme problem, fremgår det af en ny OECD-rapport. Ansvaret ligger hos politikerne og Finanstilsynet, lyder det fra eksperter.
Langt de fleste danskere bør have 80 til 100 pct. af pensionsformuen placeret i aktier. Men i realiteten er det gennemsnitligt kun lidt mere end 20 pct. af den danske pensionsformue, der er placeret i aktier, viser en ny rapport fra OECD, der sammenligner en lang række lande på området.
Det medfører, at danskerne må nøjes med maget lavere afkast på deres pensioner, som rapporten fra OECD også bekræfter, da lande med langt flere aktier i deres pensioner giver Danmark baghjul på afkastet.
Ingen hjælp
”Det her er et problem, som startede for mange år siden, og det er todelt. Først og fremmest skyldes det, at man politisk har besluttet at hjælpe pensionsbranchen af med de pensionsgarantier, de har lovet kunderne. Men dernæst mistede politikerne og myndigheden interessen. Og udviklingen med at flytte danskerne væk fra garantierne gik i stå. Så mange mennesker er fanget i et pensionsprodukt med meget lav risiko, og de får ikke meget hjælp fra deres pensionsselskab,” siger partner Gert Nielsen fra BEDSTpension.
Man kan selvfølgelig sige, at den lave risiko er pensionsselskabernes problem, da disse kunder har en garanti for afkastet. Men det er i allerbedste fald en garanti på 4,5 pct., eller typisk mindre, og med den lave obligationsrente er der ingen udsigt til højere afkast, end garantien tilsiger.
Det er et problem, når aktiemarkedet buldrer derudaf, som det er sket i næsten ti år nu – med få undtagelser. 2019 illustrerer problemet perfekt: Aktiemarkedet gav sidste år over 30 pct. i afkast på danske aktier. Pensionsopsparingerne med de gamle garantier steg kun et par pct. sidste år. Ekstra afkast ud over garantien på opsparingen bliver lagt til side af pensionsselskaberne, da de frygter at tabe penge i fremtiden.
Med andre ord glemte politikerne at sige B, efter de havde sagt A. I 2012 sagde den daværende regering med Ole Sohn i spidsen som erhvervsminister, at pensionsselskaberne ikke længere behøvede – eller for den sags skyld måtte – konkurrere på depotrenterne – altså den tilskrivning de hvert år giver de gamle pensionsprodukter. Det var A.
Men i et gammelt garanteret pensionsprodukt findes der som nævnt en ”lægge til side”-kasse, som kunderne ikke er herre over, men som typisk indeholder ret så mange af kundernes penge. Politikerne glemte at sige B, da de ikke lavede regler for, hvordan kunder kunne komme ud af de gamle pensioner og over i nye pensioner og få deres penge med sig.
Det blev op til branchen at håndtere selv. Og kun et selskab, PFA, valgte en åben løsning for kunderne.
Selv Finanstilsynet har virket som en bremse på denne udvikling, vurderer aktuar Søren Andersen fra FPension.
”I stedet for at gøre det her nemt for danskerne, har man gjort det besværligt. Finanstilsynet har fra starten indtaget en rolle af bekymring for transformationen af pensionerne fra garantier med lave afkast til risiko med forventet højt afkast. Når selskaberne har tilbudt disse omvalg til kunderne, skal man jo næsten skrive, at det her er decideret farligt til kunderne, hvis ikke man vil have tilsynet på nakken. Hvem ønsker så at vælge om til et mere moderne produkt med mere risiko,” spørger Søren Andersen fra FPension.
Uheldig udvikling
Det er heller ikke blevet nemmere af, at Finanstilsynet undervejs har valgt at godkende – eller i hvert fald ikke underkende – omvalg i Industriens Pension og Pensiondanmark. Derimod underkendte tilsynet sidste år omvalg i Arkitekternes Pensionskasse og Pensionskassen for Jordbrugsakademikere og Dyrlæger.
Hvorfor nogle må, og andre ikke må, er på ingen måde klart. Men det er nemt at få indtrykket af, at de rige pensionskasser godt må vælge om, mens de fattige må forblive fattige.
Pensionsbranchen har accepteret, at det er Finanstilsynet, der svinger taktstokken, når det kommer til omvalg. Så de har løbende bare hævet omkostninger og priser på de gamle traditionelle pensioner under argumentet, at garantierne bliver dyrere og dyrere i takt med rentefaldet.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her