Økonomisk Ugebrevs Portefølje har de seneste uger ligget meget tæt på Copenhagen Benchmark indeks, i en periode lidt bedre, mens vi i fredagens negative marked røg lidt under det generelle danske aktiemarked. Vi har 84 procent af kapitalen i arbejde nu.
Vores strategi om at gå efter særlige historier er lykkedes med flere aktier.
Vi har fra årets start haft et godt øje til ISS, fordi vi tror meget på den nye ledelses turn around plan. Men det kræver også lidt tålmodighed, fordi resultaterne måske først viser sig sidst på året. Vi har dog tiltro til, at der måske kommer nogle positive signaler efter 2. kvartal. Aktien ligger i plus 14 procent nu fra indkøbet.
Også FLSmidth har vi store forventninger til, som det fremgår af en aktuel analyse af selskabet i dette nummer. Men også her kan de næste 2-3 kvartaler blive svære på grund af corona-nedlukninger, som den store mineral- og cementudstyrs producent er meget afhængig af.
Også høje metalråvarepriser, udsigten til det store tyske opkøb og en stærk markedsposition indenfor CO2-neutrale produktionsanlæg til cementindustrien trækker på den lange bane. Vi tror, at de store investorer snart vil begynde at indarbejde disse byggeklodser i værdiansættelsen.
Næsten samme historie kan fortælles om SAS. Det store skandinaviske flyselskab er fortsat coronaramt, men vi aner, at vi kommer tættere og tættere på en oplukning af de vestlige økonomier, hvor flytrafikken uden tvivl vil tage et gevaldigt opsving, fordi mange nu vil rejse til udlandet på ferie. På de daglige målinger af flyafgange fra Københavns Lufthavn er der endnu ingen klare indikationer på øget flytrafik. Men det kommer, og vi tror, at SAS kommer til at stå stærkt, blandt andet på grund af Norwegians uafklarede situation. Vi tror heller ikke, at det er gavnligt for Norwegians fremtidige forretning, at man tilsyneladende nu er parat til at snyde mange tusinde tidligere kunder for deres tilgodehavender.
Kapitalindskud på over 1 mia. kr. i Bavarian
Vi købte for nylig en stor post i Bavarian, fordi vi ser god mulighed for, at selskabet kan få del i udvikling af en dansk coronavaccine. Efter købet gik det hurtigt:
Først fik selskabet sammen med Expres2ion godkendelse til at starte fase 1 forsøg på mennesker, hvor der allerede ventes de første resultater om en måneds tid.
Derefter gennemførte Bavarian salg af nye aktier for én mia. kr. hvoraf 200 mio. kr. er øremærket til corona-vaccineprojektet. Der mangler fortsat finansiering af en eventuel fase 3, og der er fortsat forhåbninger til, at den danske stat vil træde til med statshjælp til de store vaccineproducenter, ligesom vi har set i Tyskland og USA.
Morten W. Langer

Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her













