Med en kursstigning på 77 procent i 2020 oplevede Brdr. A&O Johansens (AOJ) aktionærer en kursstigning, som lignede de bedste år før finanskrisen. Men måske er begejstringen løbet af med investorerne.
Stigningen skyldtes langt hen ad vejen coronakrisen, og det ses tydeligt, hvis vi flytter fokus tre måneder frem i kalenderen.
Kursmæssigt blev AOJ trukket med ned, da børsen i starten af 2020 reagerede kraftigt på coronarestriktionerne, og bunden blev nået den 18. marts i kurs 236. Men de næste 13 måneder steg AOJ som en raket, og kursen ligger nu 237 procent over startpunktet for lidt over et år siden.
Som det ses af nedenstående kursgraf, har det samme været tilfældet for hele AOJ’s branche, som har oplevet et højt aktivitetsniveau i bygge- og anlægsbranchen i 2020.
For AOJ’s vedkommende steg salget til det professionelle marked 11,6 procent, mens salget til private steg 34,4 procent.
Det har investorerne belønnet. Men det rejser spørgsmålet, om de har ladet begejstringen løbe løbsk ved at handle AOJ-aktien op til en kurs, som er mere end 100 procent højere end før coronarestriktionerne?
Den høje omsætning i 2020 kan til en vis grad skyldes en fremrykning af køb, som alligevel ville være blevet foretaget på et senere tidspunkt, og i årsregnskabets ledelsesberetning tager AOJ selv fat på et andet problem ved at påpege en forøget risiko for konkurser i 2021. Som konsekvens heraf øger man reservationerne til forventede tab på debitorer med 8 mio. kr. ud over det normale.
Hermed lever AOJ op til skibsreder A.P. Møllers berømte sætning: ”Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.
Men gør investorerne også det? Når man ser på AOJ’s regnskabstal for de seneste fem år, springer den massive fremgang i 2020 ganske vist i øjnene, men den er reelt blot en kortsigtet unaturlig acceleration af en positiv udvikling for både omsætning og indtjening, som har varet flere år.
Her er det specielt værd at bemærke, at AOJ gennem de seneste år har arbejdet målrettet med de moderne it-muligheder, og den digitale andel af omsætningen nåede i 2020 op på 45,4 procent. Det vil man sandsynligvis få ekstra glæde af de kommende år, efter at forbrugerne i 2020 blev vænnet til at handle online.
Samtidig noterer vi også, at AOJ har nedbragt sin rentebærende nettogæld til 247 mio. kr., så NIBD/ EBITDA kun er 0,8. Dette nøgletal var i 2017 3,7, og dermed nærmede AOJ sig et niveau, hvor de gule advarselslamper begyndte at blinke. Nu er man nede på et niveau, hvor faren er drevet over, og opkøb for lånte midler igen er en mulighed.
Der er altså mange gode ting at sige om AOJ’s udvikling de seneste år. Men hvordan ser det ud, hvis vi sætter selskabets udvikling i forhold til udviklingen i aktiekursen?
Lave nøgletal er branchebestemt
Her kan vi ikke blot konstatere, at AOJ med en Price/ Earning i 2020 på 9,4 er en billig aktie. Ganske vist er dette nøgletal lavt i forhold til langt de fleste andre børsnoterede selskaber, men niveauet er ikke udtryk for, at investorerne har overset AOJ.
Den gennemsnitlige Price/Earning for AOJ-aktien de seneste ti år er 8,0, og set i det perspektiv var AOJ-aktien ved udgangen af 2020 15-20 procent dyrere end sædvanligt. Forventningen om et resultat før skat på 240-260 mio. kr. i 2021 berettiger isoleret set den historisk set høje kurs, men på den anden side bør den øgede risiko og usikkerhed i 2021 også indgå i beregningerne.
Vi vil gerne give AOJ-investorerne en vis kredit for at belønne selskabet for transformationen til en moderne it- og logistikvirksomhed. Men årets foreløbige stigning på 34 procent fortsætter 2020-stigningen uden at tage fornødent hensyn til de potentielle negative forhold i 2021.
Bruno Japp
Aktuel kurs 796,00
Fair Value 569,00
Læs tidligere analyser af A&O Johansen her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.