Filmanmeldelse: Michael Moores klimafilm spørger i øst og svarer i vest

Anmeldelse: Den kendte og kontroversielle amerikanske dokumentarist, Michael Moore, har begået en kritisk film om klimabevægelsen og dens kommercielle aktører. Men Michael Moore har forspildt sin chance som seriøs klimadebattør ved at fejle på fakta og dreje for meget på virkeligheden for at få egne politiske budskaber igennem. Den yderste højrefløjs klimafornægtere har fået en venstreorienteret pendant, der med usaglige argumenter retter skytset mod klimabevægelsen. Brugbare svar får man ikke, selvom få af spørgsmålene er relevante. Michael Moore er propagandist.

Lad det være sagt med det samme. Michael Moores kontroversielle klimafilm “ Planet of the Humans ” er usaglig, mere misinformation end oplysning, og tjener ikke som et troværdigt referencepunkt for en god, ærlig og intens klimadebat. Alligevel er den værd at se. Filmen er gratis tilgængelig på YouTube. Filmen, som præsenteres som en dokumentarfilm, er et godt eksempel på manipulation af virkeligheden og konfus sammenblanding af politisk overbevisning og fakta.

Michael Moore mener, at klimabevægelen er korrupt og lyver. Men han har tilrettelagt sine beviser, så de mistænksomt præcist passer på teorien. Hvor det har voldt ham problemer, har han filet på fakta og bøjet sandheden.

Filmens hovedbudskab er, at klimabevægelsen – herunder ”grønne topchefer” som Elon Musk, Michael Bloomberg og Al Gore – er mere eller mindre korrumperet af den fossile industri, og at den grønne omstilling hverken er mulig, i gang eller reel. Michael Moore mener at have afsløret, at den grønne omstilling blot står i den fossile industris tjeneste, fordi fremstilling af vindmøller og solenergianlæg kræver udvinding af råmaterialer fra miner som skal transporteres med fossilsultne skibe og biler.

Der skal ikke lyde et ondt ord fra undertegnede i at stille kritiske spørgsmål, som Michael Moore også gør i sine tidligere film som ”Bowling for Columbin” om våbenindustrien, ”Capitalism: A Love Story” om finanskrisen eller ”Fahrenheit 9/11” om terrorangrebene på World Trade Center.

Og det er ganske menneskeligt at ville fremme sin egen agenda og politiske budskaber. Men er iveren for at fremme eget budskab så driftig, at fakta fordrejes og ligefrem står i stiv kuling i forhold til virkeligheden, er der noget galt. Og galt går det i Michael Moores film, når han for eksempel påstår, at solpaneler koster mere energi at producere, end de selv kan skabe.

Nettoenergien fra solenergipaneler overstiger langt den energi, det har kostet at producere dem. Det hersker der ikke tvivl om, selvom Michael Moore hævder det modsatte.

Eksemplerne om misinformation er mange, og måske går Michael More galt i byen, fordi han i eksemplet hævder, at solpaneler kun holder i otte år. Det er direkte forkert. Regnestykket bliver derefter et helt andet, end hvad virkeligheden viser – omend påstanden beregnet på kun otte års levetid nok alligevel ville være forkert. Pointen er, at det første dårlige argument tager de næste med sig i faldet, og konklusionen forvrænges.

Erasmus Montanus viste os, at Lillemor er en sten, fordi hverken en sten eller lillemor kan flyve. Michael Moore forsøger at vise os, at hele den grønne omstilling er et blufnummer, fordi en solenergifestival for 10 år siden måtte trække på en dieselmotor for at holde musikken kørende i regnvejr.

Troværdigheden krakelerer

Enhver kender til oplagringsproblematikken, og den kan være reel at sætte spørgsmålstegn ved. Men en enkelt forældet begivehed, og endda en dårlig en af slagsen, gør altså ikke, at man kan konkludere alment og lade det gælde for alt.

Vedvarende energi fylder globalt ikke meget, men det fylder noget. Troværdigheden krakelerer ganske enkelt, når anekdotiske beviser er eneste metode, der bringes i anvendelse.

På mange måder er Michael Moore dygtig til at stille spørgsmål, og han rammer også nogle få ømme punkter om problemerne med afskovning og CO2-udledninger fra biomasse. Men den kontroversielle filmmager har på forhånd besluttet sig for budskabet, og hvordan det hele ender i en stor sammensværgelse. Derfor synes den dramatiske form også til tider humoristisk, selvom intet tyder på, at Michael Moore har slået filmen ind på komikken for komikkens egen skyld.

Michael Moore har forspildt sin chance i klimadebatten og sat den grønne bevægelse i defensiven ved at fjumre rundt med data, viden og egne politiske synspunkter. Michal Moore spørger i øst og svarer i vest.

Joachim Kattrup