ALK-Abelló fortsætter med at eksekvere på et højt operationelt niveau og leverer stærk vækst på både omsætning og indtjening.
1. kvartalsregnskabet kan bedst karakteriseres som business as usual, men det er værd at fremhæve, at ALK overskred 1 mia. kr. i kvartalsomsætning for første gang efter at have skabt 9 procent vækst (lokal valuta).
Væksten blev igen drevet af tabletterne, som efter en vækst på 32 procent i kvartalet nu udgør 46 procent af gruppens omsætning mod 37 procent i 1. kvartal 2020. EBITDA steg 14 procent og kom ind 28 procent bedre, end analytikerne havde forventet.
Den stærke start på året på tværs af produkter og markeder trak en lille opjustering af helårsforventningerne med sig, så ALK nu venter 9-12 procent vækst (lokal valuta) mod tidligere 8-12 procent, EBITDA på 375-425 mio. kr. (tidligere 325-425 mio. kr.) og frie pengestrømme på minus 200 mio. kr. (tidligere minus 200-300 mio. kr.).
Opjusteringen er for lille
Opjusteringen er i vores øjne for lille, og vi ser ALK fortsætte sin “tradition” med at guide forsigtigt og lave små kontinuerlige opjusteringer igennem året, efterhånden som selskabet løbende sætter fine tal “i banken”. Velvidende at 1. kvartal er et traditionelt tungt kvartal, peger vi bl.a. på , at ALK allerede har indtjent 52-60 procent af helårets EBITDA, og man antager en helårstabletvækst på 25 procent trods en vækst på 32 procent i 1. kvartal.
Tager vi de skarpe langsigtede briller på, ser vi markante underudviklede muligheder i Nordamerika, som i dag blot udgør 16 procent af gruppeomsætningen. Det skal ses i forhold til den ”normale” standard for pharmaselskaber, der typisk lyder på >40 procent.
Vi ser to “nye” aspekter over de næste 12-18 måneder, som kan drive aktien videre fra de nuværende relativt dyre niveauer:
1) Vi forventer, at ALK i 2021 vil fremlægge yderligere produktinfo og en dybere udviklingsplan for den nye adrenalinpen fra samarbejdet med Windgap. Kombineret med ALK’s dybe erfaringer fra området og markante salgssynergier forventer vi, at aktiemarkedet begynder at indregne projektet. 2) Riskreducerende fase 1 data fra udviklingen af tabletter imod peanut- og nøddeallergi. ALK har historisk haft meget høje succesrater i data fra udviklingsprogrammer med allergitabletterne. Selvom det “kun” er Fase 1 safety data i 2022, så vil data materielt kunne de-riske projektet og flytte aktien, da aktiemarkedet sandsynligvis vil antage fine effektdata i Fase 3 grundet historikken og sygdomsindikationen.
Dyr, men attraktiv aktie
På Price/Earning er aktien fortsat dyr på 48 for 2023. Forlænger vi trenden, ser ALK ud til at være på vej mod en Earning Per Share i 2025 på 100 kr. og dermed handle til en Price/Earning på 27. Det er et interessant niveau for en forventet +10 procent vækstcase i 2025.
Selskabet ser ganske afgjort dyrt ud på nøgletal i dag, men som med mange strukturelle vækstselskaber er tiden investorernes bedste ven.
Alt i alt fortsætter vi med at se ALK som en stærk langsigtet aktiecase, omend meget af det kortsigtede kurspotentiale holdes tilbage af en dyr aktie.
Morten Larsen
Aktuel kurs: 2936,00
Kursmål (6 mdr.): 3000,00
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.