Når hundrede af tusinder af mennesker vælger – formentligt helt rationelt i forhold til de forhold, de har levet under – at trodse alle risici for at krydse Middelhavet og komme til Europa, står kontinentets ledere med et prekært politisk problem. Der er imidlertid også ganske store økonomiske og politiske muligheder for EU i den nuværende flygtningekrise, skriver Jacob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.
For det første er det klart, at med Europa’s demografiske udsigter, er der et behov for endnu højere immigration end tidligere, hvis man skal undgå, at arbejdsstyrken skrumper markant i fremtiden. Den nye immigrationsbølge er derfor også en økonomisk mulighed for EU. Rent faktisk er det allerede sådan, at Europas befolkningstal kun stiger i kraft af positiv netto migration.
Der kom i 2014 næsten én million nye immigranter til EU. Så det at mange ny hænder ankommer, er ikke noget nyt. Blot er antallet nu steget yderligere og indrejsevejen til Europa, via strande i Grækenland eller henover marker i Ungarn, nye. Mange europæiske lande, deriblandt Danmark, har generelt haft svært ved at finde jobs til den nye arbejdskraft, født udenfor landets grænser. Derfor er beskæftigelsesfrekvensen for denne gruppe også op til 15-20 procent lavere, end for indfødte europæere. Fortsatte reformer af langt de fleste europæiske arbejdsmarkeder, er derfor bydende nødvendige, hvis EU skal have acceptabel økonomisk gavn af de nyankomne immigranter.
Til alt held er immigranter, såfremt de ikke fysisk eller juridisk forhindres heri, dog generelt meget mobile. De finder derfor typisk selv frem til de lande, hvor jobmulighederne er bedst. Over 80 procent af alle nye immigranter i EU i 2014 tog derfor til blot to medlemslande – Tyskland og Storbritannien – med arbejdsløshed på blot 5-6 procent, og en beskæftigelsesfrekvens for immigranter på mellem 65 og 70 procent.
For det andet viser netop immigranters mobilitet, at nationale kvoter for hvert enkelt medlemsland, som EU netop er blevet enige omkring fordelingen af 160,000 flygtninge, er den helt forkerte vej at gå. Det er yderst tvivlsomt om de mennesker, der nu bliver allokeret til lande som Slovakiet som ikke er politisk interesserede i at modtage dem, eller har nogen erfaring med immigration, nu også bliver boende dér. Muligvis vil de alligevel søge til et andet Schengenland. Faktisk vil det give den største positive økonomiske effekt for hele Europas økonomi, at de i stedet tager til for eksempel Tyskland, hvor chancerne for at finde et job er langt større.
I stedet for at famle sig frem til den slags ineffektive symbol-politiske beslutninger – 160,000 er under alle omstændigheder en brøkdel af det samlede antal nye flygtninge – er EU nødt til at tage tyren ved hornene. Man må erkende, at såfremt man ønsker at bevare den frie bevægelighed henover de interne grænser i Schengen området, må man indføre fælles asyl- og opholdstilladelsesregler. Og i fællesskab opretholde den eksterne grænsekontrol.
Kort sagt er der ikke andet at gøre end at indføre mere europæisk integration for at løse den nuværende krise.
For det tredie viser udviklingen under eurokrisen, og ikke mindst indførelsen af bankunionen, at når krisen bare bliver dyb nok, er Europa i stand til at overkomme ellers politisk umulige problemer via ”mere europaisk samarbejde”. Faktisk er det underliggende problem på immigrationsområdet ikke så forskelligt fra den katastrofale situation i det europæiske banksystem, inden bankunionens tilblivelse.
Eurokrisen viste den gang, at det ikke var muligt på en gang at have fri bevægelighed af kapital og en fælles valuta, uden fælles banktilsyn og krisehæftelse. Man var nødt til at integrere begge dele for at undgå et katastrofalt kollaps. I dag viser udviklingen klart, at man ikke i en verden, hvor Europa modtager mindst én million nye immigranter om året, kan opretholde fuld fri fysisk bevægelighed i EU. I førte runde må man lade det være op til de enkelte medlemslande at forestå ekstern grænsekontrol, og landene må lave deres egne nationale asyl- og opholdstilladelsesregler. Men på sigt er der behov, at EU’s ledere bliver enige om en ny immigrationsunion med fælles regler og institutioner.
Ihukommende flygtningeområdets politiske potens er det klart, at et sådant nyt EU integrationsprojekt vil være politisk endog meget vanskeligt at gennemføre. Men det er naivt at tro, at med fortsat store forskelle i BNP/capita, som ”minumum to failed states” i nabolaget (Libyen og Syrien) og en relativt ung befolkning rundt om Europa, at det nuværende immigrationsniveau vil falde mærkbart i fremtiden.
Hvad der i dag kan synes at være en overvældende krise, vil snart blive den nye normal i fremtiden. Så på bare lidt længere sigt har EU’s ledere næppe noget andet reelt valg end at løse deres immigrations- og flygtningeproblem i fællesskab. Og på en måde, som sikrer regionen de størst mulige økonomiske fordele af EU tiltrækningskraft.
