Inflationsrisikoen stiger, og pandemien tager til i truende omfang med risiko for lockdown.
De globale markeder tolker fortsat onsdagens overraskende høje amerikanske inflationstal. Da det amerikanske marked var lukket på grund af for Veteran’s Day i går, er der især fokus på statsobligationsmarkedet her på ugens sidste dag.
Det ser i stigende grad ud til, at forventningen om, at stigningen i den globale inflation kun er midlertidig, aftager, og vi har set flere centralbanker fremskynde stramninger af pengepolitikken, mens man nedjusterer de økonomiske prognoser.
Efter vores vurdering er den største risiko i 2022 en væsentligt hurtigere pengepolitisk stramning – især i USA – hvilket igen skaber risici på nedsiden for konsensusforventningerne til den økonomiske vækst.
Global covid-19-opdatering: Der er et stort fokus på den stigende smitte på den nordlige halvkugle. I USA falder antallet af nye tilfælde ikke længere, og vi forventer en ny bølge hen over vinteren. I Europa bliver situationen værre, og antallet af nye tilfælde i Tyskland er steget til et rekordniveau. Holland, Irland, Belgien, Østrig, Polen, Ungarn og Tjekkiet er også hårdt ramt i øjeblikket. Antallet af nye tilfælde stiger desuden i Frankrig, Italien og Spanien, men det overordnede niveau her er fortsat lavt. I Norden stiger antallet af smittede også, særligt herhjemme, om end dødstallet endnu er lavt. Antallet af nye tilfælde falder i Storbritannien, og det ser ud til at tiltaget med en booster har hjulpet.
Vi ser de kommende 3-6 måneder som udfordrende for Europa og i USA, og vi forventer, at mange lande vil genindføre (eller stramme) nogle af de blødere restriktioner som mundbind og coronapas. Vi tror stadig, at der på grund af vaccineudrulningen er længere til en egentlig nedlukning i år, men lande med lav vaccinetilslutning kan blive tvunget til at indføre strengere restriktioner. Vi regner også med at se en svagere sammenhæng mellem nye tilfælde og indlæggelser/dødsfald, særligt i lande med mange vaccinerede, men hvis bølgen bliver større end sidste år (f.eks. pga. en kombination af færre restriktioner og en mere smitsom variant), kan indlæggelserne stadig stige til samme niveau som sidste år.