Økonomisk Ugebrev har i denne uge udgivet et 100 sider langt eMagasin med en kortlægning af Danmarks 100 Rigeste. Udgivelsen indeholder en gennemgang af årets vindere og tabere. Samlet blev de 100 rigeste danskere 205 mia. kr. rigere med hovedvægt på de to rigeste familier, nemlig Kirk Kristiansen og Holck Povlsen. Magasinet lægger også op til en analyse af milliardærernes syn på deres eget samfundsansvar. Download udgivelsen på link i bunden af denne artikel.
Danmarks rigeste bliver rigere og rigere. Værdien på de riges aktiver er de seneste år blevet trukket markant op af de generelt stigende priser på virksomheder, ejendomme og børsnoterede aktier. Økonomisk Ugebrev har for nylig desuden påvist, at de fleste store danske virksomheder også kom meget stærkt gennem 2020 med stigende overskud. Og det gælder også for mange af de virksomheder, som de rigeste danskere ejer.
Men der er også nogle få milliardærer, som er blevet ramt på pengepungen under viruskrisen.
Den suverænt rigeste familie er fortsat Lego-familien med Keld Kirk Kristiansen i spidsen. Efter et fremragende regnskab for legoklods-virksomheden er den samlede formue øget med 61 mia. kr. til 322 mia. kr.
Bestseller-dynastiet med Troels Holch Povlsen som en meget aktiv og innovativ købmand har lagt hele 89 mia. kr. oven i formuen. Dermed har han overhalet sidste års nummer to på milliardærlisten, nemlig Coloplast-storaktionærfamilienn Louis-Poulsen. Holch Povlsen-familien er nu god for 135 mia. kr.
På årets rangliste er der flere rigmænd med en baggrund i den danske finansverden, med hovedvægt på kapitalfondsverdenen:
Morten Hummelmose, nr. 19, Formue: 9,1 mia. kr., EQT. Formuen kommer fra kapitalfonden EQT, hvor han som partner inden børsnoteringen havde den største aktiepost. Han har samlet sine investeringer i selskabet Frececo ApS, som han stille og roligt har tilført nye investeringer, så der nu er kapitalandele i associerede virksomheder for knap 700 mio. kr. Det drejer sig bl.a. om en række ejendomsinvesteringer, men f.eks. også om cykeltøjsvirksomheden Pas Normal Studios.
Det seneste år er hans formue næsten fordoblet fra 4,6 mia. kr. til 9,1 mia. kr. Det er et direkte spejl af kursudviklingen på EQT-aktier, som er børsnoteret i Stockholm. Her var hans ejerandel ved udgangen af 2020 på 3,2 pct., og aktien har siden børsnoteringen for to år siden øget hans formue fra 1,3 mia. kr. til nu 9,1 mia. kr.
Kent Arentoft, nr. 44, formue: 4,2 mia. kr. Tidligere EQT-chef: Han har formandsposter i byggematerialeproducenterne H+H og Cembrit (tidligere Dansk Eternit i Aalborg), der sammen med formandsposten i hans egen DSVM-koncern gør Arentoft til en af de ”nye” tunge drenge i dansk erhvervsliv.
Sammen synger de sangen om klima, bæredygtighed og de nye forretningsmuligheder, der åbner sig i den forbindelse. Ikke mindst for en byggemand som Arentoft. DSVM, der beskæftiger sig med bortskaffelse og genvinding af byggeaffald, er en udløber af Skibby-vognmanden Leif Tullbergs gamle DSV-koncern. Dengang hed firmaet DSV Miljø. Det blev overtaget i 2004 af den engelske kapitalfond Triton, der kørte foretagendet helt i sænk efter finanskrisen og solgte det til långiverne FIH, PKA og LD for en enkelt krone. Her solgte kreditorerne og mindretalsaktionærerne i LD og FIH det videre til Arentoft og hans makker gennem mange år, den tidligere chef for kapitalfonden EQT´s danske afdeling, Peter Korsholm. De to lagde tilsammen omkring 10 mio. kr. på bordet.
Christian Dyvig, nr. 74, formue 2,6 mia. kr. Tidligere Nordic Capital. Den tavse milliardær øger formuen: Diskrete Christian Peter Dyvig lægger mere til i den formue, han grundlagde i kapitalfonden Nordic Capital og den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley.
Egentlig kan Christian Dyvig synes som prototypen på en skatteadvokat eller revisor. Han optræder mere i baggrunden. Også selv om det kan have sine udfordringer at holde sig anonym, når man sammen med familien sidder på en formue på 2,6 mia. Formuen er da heller ikke skabt med store armbevægelser i hverken de kulørte blade eller de mere tungsindige af slagsen. Næh, den jurauddannede begyndte sin stille vej mod en plads blandt de rigeste i landet med et advokatjob. Men efter en stilling i den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley kom han til kapitalfonden Nordic Capital, hvor han for alvor lagde grunden til milliardformuen.
Hent Økonomisk Ugebrevs eMagasin Danmarks 100 Rigeste her.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.