Investeringsfonden ØU Invest Danske Aktier, som spejler Økonomisk Ugebrev Modelportefølje, er nu gået i luften i nye klæder.
Som tidligere varslet har vi et godt stykke tid arbejdet på at omforme vores investeringsfond fra en AIF – alternativ investeringsfond – til en almindelig investeringsforening. Den nye investeringsforening, som administreres af FundMarket, kan nu handles via bankerne. Den nye model indebærer en række umiddelbare fordele for investorerne:
• Administrationsomkostningerne for investor falder
• Det bliver muligt at handle ned til 10.000 kr. (modsat tidligere 750.000 kr.)
• Det bliver muligt at handle fra dag til dag (modsat tidligere én gang månedligt)
• Under det nye regelsæt er der øget forbrugerbeskyttelse og risikospredningskrav under UCITS-regulering.
I første omgang vil handel med fondens andele ske gennem kundens egen bank med de oplysninger, som fremgår af tegningsblanketten. Forventningen er, at fonden børsnoteres om 1-2 måneder, så den kan handles gennem bankernes netbanker og andre onlineplatforme.
Administration af fonden overtages af investeringsforvalteren Fundmarket, der også administrerer finansmanden Lars Tvedes nye milliardfond. Selve fondens bestyrelse udpeges af Fundmarket. Men i tilknytning til den nye model ændres det nuværende administrationsselskab til en godkendt investeringsrådgiver, som er ejer af Økonomisk Ugebrev a/s.
Bestyrelsen for investeringsrådgiverselskabet består af tidligere skatteminister og adm. direktør i Danske Invest, Carsten Koch, som bestyrelsesformand. Som nyt bestyrelsesmedlem er indvalgt Peter Egholm Jensen, som har arbejdet med private banking i forskellige banker, senest BankNordik. Og Henning Skov Jensen, tidligere porteføljeforvalter i ATP og aktieanalytiker i Nordea, fortsætter i bestyrelsen.
Med den nye struktur ændres spredningskravene, og der vil kun kunne investeres i danske noterede aktier, og UCITS godkendte ETF’er, som typisk har meget lave omkostninger. Hovedreglen vil fortsæt være fokus på danske aktier, mens investering i ETF’er typisk kun vil blive anvendt til at nedbringe den samlede risiko i fonden.
Fondens aktuelle portefølje afspejler som nævnt Økonomisk Ugebrevs Portefølje, der sidste år gav et afkast et godt stykke under benchmark indeks. Ikke fordi vi har taget overdrevne og uovervejede risici, men det modsatte. Vi skruede allerede over sommeren markant ned for aktieandelen, fordi vi så markant stigende risici i markedet. Men markederne fortsatte ufortrødent op. Og det koster dyrt ikke at være med og 100 procent investeret, når hele markedet stiger.
Aktuelt er fonden ca. 85 procent investeret, og afkastet er tre procent point bedre end det danske Copenhagen Benchmark indeks og næsten seks procentpoint bedre end C25 indeks. Læs mere om investeringsstrategien her
Morten W. Langer
Annonce: Få mere information om investeringsfonden AktieUgebrevet Invest, som nu ændrer navn til ØU Invest Danske Aktier. Er du interesseret i at få mere information bedes du venligst skrive en mail til analytiker Morten W. Langer på [email protected] (om strategi og nyt setup) eller investor relation manager Niklaus Sonne på [email protected] (for praktisk aftale om tegning af andele og vilkår), som vil sende informationsmateriale og – hvis det ønskes – ringe dig op og fortælle mere om fonden.