Nationalbanken om dansk økonomi: Dansk inflation stiger hen mod årsskiftet til 11 pct. Nationalbanken skriver i sin seneste redegørelse bl.a.: ”På energimarkederne peger priserne på kontrakter for fremtidig levering, dvs. futurepriser, på, at prisstigningerne på gas og el vil være høje hen over vinteren. De høje futurepriser skal formentlig ses i lyset af stor usikkerhed om fremtidige forsyninger som følge af Ruslands krig mod Ukraine og de efterfølgende sanktioner mod Rusland. Desuden har udbredte tørkeperioder og vedligeholdelsesarbejde hæmmet elproduktionen fra vand- og atomkraftværker. Selvom oliepriserne er faldet den seneste tid, opvejer det ikke, at der samlet set er udsigt til høj energiprisinflation resten af året. De høje energipriser bidrager til, at inflationen herhjemme forventes at stige yderligere til ca. 11 pct. ved udgangen af 2022, og at gennemsnittet for året som helhed vil blive 8,6 pct., se tabel 1. Det er på linje med risikoscenariet i Nationalbankens marts-prognose og afspejler, at store dele af forudsætningerne for energipriserne i risikoscenariet i marts siden har materialiseret sig.2 Markedsdeltagerne forventer dog, at priserne på gas og el vil falde betydeligt i 2. halvår 2023. Selvom kerneinflationen ventes at forblive høj som følge af tiltagende lønstigninger og andre produktionsomkostninger, der sendes videre til forbrugerne, skønnes den samlede forbrugerprisinflation herhjemme derfor at reduceres til 4,3 pct. næste år.”
Morten W. Langer