For mange virksomheder er den største sorte svane, de har mødt over den seneste håndfuld år, hverken corona, krig eller inflation. Det er i stedet Greta Thunberg. Stort set alle større virksomheder og institutionelle investorer har været nødt til at forholde sig til hendes dagsorden, og for mange har det radikalt påvirket kerneaktiviteterne.
Set i det lys bør erhvervsledere gøre sig selv den tjeneste at høre den tyske tv-station ARD’s interview med hende. Det er berømmet, fordi hun advarer Tyskland mod at lukke sine tre sidste atomkraftværker, som her omtalt i Berlingske. Men hun siger meget mere.
Vi lærte Thunberg at kende som barnet, der efter manges mening sagde sandheden om, hvordan de tankeløse voksne havde bragt planeten i fare. Men tydeligvis var kun en lille del af det hendes eget budskab i en bogstavelig forstand. Hun var spydspids for en meget professionel kampagne, og hvad hun selv mente og ikke mente, vidste kun de nærmeste.
Men nu er hun blevet voksen. Hun er i dag 19 år, og hun stemte for første gang ved det svenske valg tidligere på efteråret (Miljøpartiet gik tilbage, og Thunberg er heller ikke fan af det). Hun er tydeligvis godt begavet og velformuleret. Hvis man troede (eller håbede), hun ville blive glemt efter nogle få år, må man nok tro om igen. Hun ser ud til at kunne fortsætte som debattør og meningsdanner, nu i egen ret.
Den modne Thunberg er stadig revolutionær. Hun anser en fundamental ændring af samfundet og kulturen som nødvendig. Men hun er langt mere tænksom end barnet fra kampagnerne. Det med atomkraftværkerne er ikke det eneste eksempel på, at hun er helt på det rene med, at forskellige målsætninger kan være indbyrdes modstridende, og at man må finde pragmatiske løsninger.
Men mest opsigtsvækkende er hendes sind. Hun lægger vægt på at være glad og positiv. Det hjælper alligevel ikke at være sur og negativ, lyder hendes ræsonnement. Det er meget langt fra ”I want you to panic”, ”How dare you” og ”You ruined my childhood”.
Netop den slags citater har haft stor indflydelse og gjort det til en dyd i klimadebatten at være firkantet, vred og ikke-lyttende. Det ændrer sig måske nu. Berlingske, f.eks., kan i lyset af de nye toner fra Thunberg lytte sit eget interview med Huxi Bach i denne uge igennem. Satirikeren kalder politikerens klimahåb for ”bizart” og harcelerer over den såkaldte hockeystav. Hvormed han afslører, at han hverken har lyttet eller tænkt. Billedet på, at en udvikling, som i CO2-besparelser, først tager til nogle år efter, at man starter en indsats, er virkelig ikke svært at forstå. Hvis man altså prøver på det.
Magre årtier forude?
Økonomiske kriser er næsten pr. definition uforudsete, men når de så kommer, vil man altid finde ud af, at en eller anden økonom alligevel havde advaret. Denne gang er professor Charles Goodhart fra London School of Economics blandt den snævre skare, hvis bøger pludselig bliver læst. Han skrev i 2020 om, at vi står foran tre årtier med inflation. Dengang kunne folk ikke tro det. Det kan de nu. Børsen bragte torsdag et interview med Goodhart.
Ligesom der er et element af held i at forudsige aktiekurser, er der det i at gætte konjunkturforløb. Det ligger også i naturen af 86-årige Goodharts profeti, at han næppe når at se, om han får ret på det lange sigte, som jo er det, han taler om.
Men hans analyse er under alle omstændigheder interessant. Hans simple pointe er, at de seneste tre årtiers fravær af inflation skyldes, at emerging markets, og især Kina, kom ind i verdensøkonomien. Dermed var der rigelig arbejdskraft, hvilket lagde låg på lønstigningerne. Men nu er ressourcerne af arbejdskraft i fattige lande ved at være opbrugt, mens arbejdsstyrkerne i næsten alle rige lande skrumper, samtidig med at der bliver flere ældre at tage sig af. Fagforeningerne har dermed fået en magt, som de dårligt nåede at opdage, før inflationen fløj i vejret af andre grunde.
Det perspektiv er interessant. Lige nu er vi naturligvis meget optagede af de aktuelle ulykker. Men måske vil man, når man skal se det i bakspejlet, dårligt ænse, at det konkret var pandemi og krigen, der markerede starten på inflation.
Et lille PS om ulykker: Tilsyneladende er det lykkedes at foregribe et af de generelle trusselsscenarier for menneskeheden – nemlig at noget ude fra rummet rammer jordkloden. Det lykkedes således Nasa at slå asteroiden Dimorphos ud af sin bane. Det har ikke så meget med erhverv og økonomi at gøre, men har vi ikke alle bare brug for at høre en god nyhed for tiden?
Sten Thorup Kristensen
