Advokatfirmaet Moalem Weitemeyer blev etableret i 2008 og har efter et meget stærkt 2021 indtaget pladsen som landets 19.-største i branchen. Interview med ledende partner Dan Moalem om fremgangen og udsigterne.
Tallene taler for sig selv: Sidste år øgede Moalem Weitemeyer bruttoresultatet til 102 mio. kr., svarende til en fremgang på 48 pct. Advokatfirmaet har flere gange tidligere været på Økonomisk Ugebrevs liste over de hurtigst voksende advokatfirmaer herhjemme. Men placeringen er også opnået på kun 13 år.
I dette interview med Økonomisk Ugebrev fortæller Dan Moalem, at han ser firmaets vækst fortsætte inden for de special-nicher, som man har valgt at fokusere strategisk på, og at ledelsen slet ikke pønser på at blive et full service-advokatfirma.
Skærpet konkurrence
Til gengæld ser han skærpet konkurrence de kommende år, ikke mindst fra de store revisionsfirmaer, som lægger op til at ekspandere ind på den del af M&A-rådgivningsmarkedet, som advokaterne typisk har håndteret.
Om det aktuelle marked siger han, at aktiviteten i første halvdel af 2022 ligger 20 pct. over sidste år, men at han forventer lavere vækst i den anden halvdel af året. ”Vi synes fortsat, at der er høj aktivitet. Og vi har fortsat fuld udnyttelse af vores kapacitet, så samlet set venter vi et bedre 2022 end 2021. Men jeg kan godt være lidt bekymret for, hvordan 2023 bliver.”
Han oplyser, at toplinjen bliver højere end sidste år, men at partneraflønningen nok ikke stiger tilsvarende. ”Vi har givet alle vores ansatte en lønforhøjelse på 25 pct., og alle på samme anciennitetstrin og medarbejderkategori får det samme i løn og bonus. Når vi eksempelvis giver fire måneders løn i bonus, får alle medarbejdere det – fra kokken og receptionisten til senioradvokaten. Og så har vi investeret massivt i organisationen ved at ansatte en COO, en CFO, en HR-chef og en it-chef.”
Men først lidt om det meget fremgangsrige 2021, hvor Dan Moalem fortæller, at året var præget af nogle meget store transaktioner, som advokatfirmaet rådgav om, og som selvfølgelig har været med til at booste omsætningen.
”Vi har haft nogle ordentlige drøn i løbet af året. Bl.a. har vi været med som rådgiver for DSV ved købet af Agilitys Global Integrated Logistics (Gil). Vi har hjulpet Royal Unibrew og Hempel med opkøb. Så vores rådgivning for store danske virksomheder stiger og bidrager til vores vækst,” siger han.
Han oplyser også, at aktiviteten som rådgiver for private equity er voksende. ”Der har også været nogle kæmpestore sager, bl.a. KKR’s køb af Axcel ejede Frontmatec og Great Hill Partners investering i eloomi.” Advokatfirmaet har i mange år haft en betydelig forretning med at rådgive udenlandske købere, der erhverver danske virksomheder.
”Og så har vi jo for tre år siden etableret en ny forretning inden for rådgivning om ejendomstransaktioner. Og den har også fået rigtig godt fat. Den udgør nu ca. 15 pct. af vores forretning mod 6 pct. for et år siden. Vi rådgiver bl.a. kunder som Thylander, Dades, CIBUS og den store amerikanske kapitalfond TPG,” fortæller Dan Moalem, der oplyser, at man har flyttet M&A-ressourcer over på dette område, idet det forventes, at man kan tage markedsandele her.
Han oplyser, at det sidste ben er andre corporate finance-opgaver omkring gæld og egenkapital, bl.a. private placement for Pandora, kapitalforhøjelse for Bang & Olufsen, en stribe obligationsudstedelser og alternative gældsfinansieringer.
Kant til revisorerne
Dan Moalem oplyser videre, at M&A stadig udgør hovedparten af advokatfirmaets aktivitet. Et nyere forretningsområde er Disputes & Investigations, som typisk omfatter sager om kontraktbrud og andre tvister.
”Dette område er ikke vokset som de andre forretningsområder. Men vi forventer også en længere opbygningsperiode.”
Dan Moalem siger, at han ser skærpet konkurrence på det lukrative M&A-område forude, ikke mindst fra de store revisionsfirmaer: ”Der er ingen tvivl om, at konkurrencen skærpes. Vi kan jo se, at de store revisionsfirmaer lurer på at udvide deres aktiviteter ind over M&A-rådgivningen. I dag er det sådan, at der er revisorer med inde over banen på alle de M&A-opgaver, vi har. Vi er ikke bange for konkurrence, men det skal være på samme spilleplade (advokatetiske regler, red.)”
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.