Netflix er igen tilbage på vækstsporet og så således antallet af betalende kunder vokse med 2,41 mio. abonnementer i tredje kvartal. Det var mere end den ifølge Bloomberg News ventede fremgang på 1,0 mio. kunder, og derfor steg aktien med hele 14,4 pct. i tirsdagens eftermarked.
Streamingkæmpen, der netto tabte 1,2 mio. kunder i årets første to kvartaler, lover samtidig en fremgang på yderligere 4,50 mio. kunder i det igangværende fjerde kvartal, hvilket skal sammenlignes med et mindre optimistisk konsensus på 3,90 mio. abonnementer.
Regnskabet for tredje kvartal var samtidig i det store hele bedre end ventet.
Netflix oplevede i perioden nemlig en stigning i omsætningen på 6 pct. til 7,93 mia. dollar mod ventede 7,85 mia. dollar, mens overskuddet per aktie blev på 3,10 dollar, sammenlignet med 3,19 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 2,12 dollar, ifølge Bloomberg News.
Driftsresultatet, EBIT, endte i tredje kvartal på 1,53 mia. dollar, et minus på 13 pct., mens blot 1,26 mia. dollar var ventet blandt analytikerne på Wall Street. På den baggrund landede driftsmarginen i 19,3 pct. mod 23,5 pct. i tredje kvartal 2021, men sammenlignet med ventede 15,9 pct.
Netflix, der endte kvartalet med 223,09 mio. betalende kunder, et plus på knap 5 pct. sammenlignet med udgangen af samme periode sidste år, og bedre end spåede 221,70 mio. kunder, så kundefremgang i alle fire hovedregioner. Størst var væksten i Asien-Stillehavsområdet med netto 1,43 mio. nye kunder, mens hjemmemarkedet i USA og Canada med 0,1 mio. nye betalere havde den ringeste vækst.
INGEN Q4-GUIDANCE FOR NY TJENESTE
For fjerde kvartal melder streamingkoncernen, som ikke vil give nogen prognose for antallet af kunder ved udgangen af perioden på den kommende billigere reklamefinansierede tjeneste, om samlede indtægter på 7,78 mia. dollar, hvilket dog skal sammenlignes med konsensus, ifølge Bloomberg News, på 7,98 mia. dollar. Overskuddet per aktie ses samtidig lande i 0,36 dollar, mens markedet her havde sat næsen op efter 1,20 dollar.
– Selv om vi er optimistiske omkring vores nye reklamefinansierede forretning, forventer vi ikke et substantielt bidrag i fjerde kvartal 2022, da vi lancerer vores “Basis med reklamer”-plan midt i kvartalet og forventer at øge vores medlemskab i den plan gradvist over tid, hedder det i regnskabet.
Netflix fortæller desuden, at selskabet fra og med næste kvartalsregnskab ikke længere vil guide på brugervæksten.
Et tema har i år været den stærke dollar, som betyder, at internationale indtægter regnes hjem af selskaber i USA med lavere effekt. Netflix peger i den forbindelse på, at den stærke dollar på omsætningen vil koste 1 mia. dollar i hele 2022, mens driftsoverskuddet rammes negativt med 0,8 mia. dollar.
Netflix har længe peget på en stor udfordring med, at kunderne deler deres adgang til tjenesten med andre. Det har tidligere været vurderet, at mere end 100 mio. personer ser gratis med hos Netflix. Koncernen arbejder med at få de mange gratister til at betale og har i nogle markeder eksperimenteret med at lukke for adgange i andre husstande på samme abonnement.
I forbindelse med tirsdagens regnskab fortæller Netflix i den forbindelse, at selskabet vil gøre det muligt for gratister at flytte deres profiler med over i et nyt abonnement, ligesom det gøres muligt for abonnementer at betale for underkonti, som andre kan benytte.
.\\˙ MarketWire







