Aktien i den britiske forlags- og uddannelsesvirksomhed Pearson stiger mandag på børsen i London efter offentliggørelsen af opløftende salgstal.
I årets første ni måneder er den underliggende omsætning steget 7 pct., fremgår det af en handelsopdatering fra selskabet.
Pearson-aktien ligger mandag ved 11-tiden 4,4 pct. højere i 204,2 pence.
Væksten er især drevet af området “Assessment & Qualifications”, som voksede med 12 pct. i ni-måneders perioden på grund af “fortsat fokus på sundhed og velvære.”
Samtidig er der vækst inden for det, som selskabet kalder “US Student Assessment” og “UK & International Qualifications”, da tidsplaner for eksamener fortsætter med at normalisere sig efter Covid-19.
Salget af virtuel læring er steget med 5 pct., og salget af engelsksproglig læring steg med 28 pct.
Finanshuset Citigroup vurderer, at regnskabet for tredje kvartal giver tryghed i forhold til koncernens operationelle udsigter på kort sigt og dets bredere strategiske retning.
Med hensyn til fremtiden meddeler Pearson, at det er på vej til at levere mindst 100 mio. pund i omkostningsbesparelser næste år, og det er fortsat på vej til at levere resultater i overensstemmelse med forventningerne for 2022.
I august rapporterede Pearson et resultat før skat på 179 mio. pund for året første seks måneder.
.\\˙ MarketWire







