Transportkoncernen DSV vil frem til 1. februar købe egne aktier op i markedet for op til 7 mia. kr.
DSV har for vane at købe aktier tilbage som led i selskabets udlodning til aktionærerne, hvilket også omfatter udbytter, men størrelsen af de ventede aktietilbagekøb er lidt større end ventet af analytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.
– Det er selvfølgelig positivt med de ekstra aktietilbagekøb. De er lidt højere, end jeg regnede med, siger Mikkel Emil Jensen til MarketWire.
Aktietilbagekøbene på op til 7 mia. kr. vil være fordelt mellem et aktietilbagekøbsprogram på først op til 3 mia. kr. løbende frem til og med 14. november, der vil blive efterfulgt af endnu et på 4 mia. kr. løbende fra 15. november og frem til 1. februar 2023.
– Formålet med aktietilbagekøbet er at justere kapitalstrukturen og møde forpligtelser relateret til koncernens aktieincitamentsordninger, skriver DSV i en meddelelse tirsdag.
DSV har allieret sig med Danske Bank som lead manager for foreløbigt det første aktietilbagekøbsprogram på 3 mia. kr.
.\\˙ MarketWire







