Topchefen i Topdanmark, Peter Hermann, er tilfreds med det resultat, som forsikringskoncernen har leveret i tredje kvartal for så vidt angår den forsikringsmæssige drift.
Det siger han til MarketWire.
– Det er et meget fornuftigt resultat, der viser styrket kerneforretning, siger han, men erkender i samme åndedrag, at de samlede resultater er påvirket på investeringsdelen.
– Det tæller selvfølgelig ned både i investeringsaktiviteterne, men rammer også livdelen, hvilket kan aflæses på det samlede overskud.
Topdanmark opnåede i tredje kvartal et forsikringsteknisk resultat på knap 500 mio. kr. stort set som ventet af analytikerne. I samme periode sidste år var overskuddet 361 mio. kr.
Investeringsresultatet var negativt med 115 mio. kr. mod ventet negativt med 110 mio. kr. I tredje kvartal sidste år var der et overskud på den post på 24 mio. kr.
På bundlinjen landede Topdanmark 259 mio. kr. i overskud mod ventet 340 mio. kr. og 356 mio. kr. i samme periode i 2021.
– De turbulente markeder rammer os som andre i branchen, konstaterer Peter Hermann.
FORSIGTIG INVESTERINGSSTRATEGI
Topdanmark har i årets først ni måneder tabt 555 mio. kr. på investeringerne – heraf 115 mio. kr. i tredje kvartal. Det er forhold, som selskabet ikke selv styrer.
Peter Hermann vurderer trods tabene, at Topdanmark faktisk har en rimelig forsigtig investeringsstrategi.
– Vi kan godt tage risiko, men har ikke gjort det, oplyser han.
Der er derfor ikke på grund af tabene i år anledning til at ændre investeringsstrategi, påpeger han, men salget af Topdanmark Liv, der ventes effektueret ved udgangen af i år, vil kunne give en ændret strategi.
– Vi er ved at kigge på, hvordan salget skal påvirke vores investeringer, når nu vi venter at blive et 100 pct. skadeselskab. Det vil medføre ændringer i vores strategi, siger han.
.\\˙ MarketWire







