Danske Bank er kommet så langt i den estiske hvidvasksag for milliarder, at topchef Carsten Egeriis nu melder ud, at han regner med, at der er sat punktum for sagen inden udgangen af 2022.
– Vi er nu så langt i drøftelser med de amerikanske og danske myndigheder i drøftelserne om en afslutning på sagen, og det er derfor, vi i dag går ud og hensætter penge til sagens afslutning, siger han i et interview med MarketWire, efter banken torsdag formiddag meddelte, at den har hensat yderlig 14 mia. kr. til sagen , så det samlede beløb nu er oppe på 15,5 mia. kr. for at få sagen lukket.
– Vi føler os også sikre på, at vi kan få afsluttet sagen i løbet af året – men det er jo selvfølge forbundet med en vis usikkerhed, da det jo i den sidste ende er op til myndighederne. Så det er der, vi står i dag, siger han.
Den store hensættelse betyder, at Danske Bank nu venter et underskud i år i omegnen af 5,5 mia. kr, hvor bankens tidligere så et overskud på 10-12 mia. kr.
Hvordan pengene skal fordeles, vil Carsten Egeriis ikke ud med:
– Jeg kan ikke komme ind, hvordan tallet er delt ud. Men efter vores bedste overbevisning kan vi i dag sige, at de samlede økonomiske konsekvenser er af den her fælles afgørelse fra de amerikanske og danske myndigheder kommer til at være indenfor det tal.
Drøftelser sker med det amerikanske justitsministerium, den amerikanske børsmyndighed samt danske National enhed for Særlig Økonomisk Kriminalitet.
Og mens sagen med myndighederne nærmer sig sin afslutning, er det en anden sag med de civilretslige sager.
– Hensættelsen har ikke noget med civile sager at gøre. Her mener vi, at vi står stærkt, og at der stadig ikke er noget grundlag for at indgå forlig for de civile sager, påpeger Carsten Egeriis.
Eksempelvis blev en sag mod banken sidste år afvist af en føderal appeldomstol i USA. Her havde nogle aktionærer har sagsøgt Danske Bank for deres tab som følge af kursfaldet, da sagen om formodet hvidvask gennem bankens estiske afdeling blev afdækket af blandt andet Berlingske Business.
I afgørelsen skrev de tre dommere, at “hvidvask i en enkelt afdeling i Estland ikke alene kan slå fast, at Danske Bank har gennemført en plan om bedrag for at snyde investorer”, fremgik det af Reuters.
Det var her fire pensionsfonde i New York og Massachusetts, der stod i spidsen for søgsmålet på vegne af investorer, som havde mistet penge i Danske Banks aktier fra 9. januar 2014 til 29. april 2019.
.\\˙ MarketWire







