USA’s præsident, Joe Biden, vil drøfte muligheden for en særskat på olieselskabernes ekstraordinært høje indtjeninger.
Det sker, samtidig med at præsidenten forsøger at bekæmpe de høje benzinpriser forud for midtvejsvalget i USA, skriver AP.
Joe Biden skulle ifølge Det Hvide Hus mandag komme med kommentarer til “meldinger over de seneste dage fra de store olieselskaber om rekordhøje overskud, alt imens de afviser at hjælpe med at sænke priserne ved benzinstanderne til gavn for det amerikanske folk”, fortæller kilder til AP.
Derfor vil præsidenten nævne muligheden for en beskatning af selskabernes overskud i et forsøg på at presse benzinpriserne ned.
– Olieselskaberne havde milliarder i overskud dette kvartal, skrev Joe Biden i et tweet lørdag ifølge AP.
– De bruger de rekordhøje overskud til at betale udbytte til deres velhavende aktionærer frem for at investere i produktionen og sænke priserne for amerikanerne. Det er uacceptabelt. Det er på tide, at disse selskaber bidrager til at sænke priserne ved benzinstanderne, fortsætter han.
De høje benzinpriser i USA har tæret på Demokraternes popularitet blandt amerikanerne op til det afgørende midtvejsvalg 8. november. Her sidder Demokraterne med et knebent flertal i begge kamre, skriver AP.
Sidste uge fremlagde oliegiganterne Exxon og Chevron regnskab for tredje kvartal, hvor selskaberne kunne berette om milliardoverskud. Exxon havde 19,66 mia. dollar på bundlinjen, og Chevron tjente 11,23 mia. dollar efter skat.
Imens er benzinpriserne i USA ifølge AP steget til en gennemsnitspris på 3,76 dollar for en gallon – knap 3,8 liter. Tidligere var prisen per gallon dog helt oppe i 4,80 dollar.
.\\˙ MarketWire







