Pandora sælger flere smykker i endnu et rekordkvartal. Og det på trods af generel makroøkonomisk turbulens og usikkerheder, der spøger i baggrunden.
Det vurderer Pandoras administrerende direktør, Alexander Lacik, i forbindelse med smykkekoncernens regnskab for tredje kvartal.
– Vi har endnu et godt kvartal. Vi handler i den øvre ende af vores forventninger, og allerede nu kan jeg sige, at oktober var på linje med tredje kvartals aktivitet. Der er dog stadig masser af usikkerheder uden for vores fire vægge, siger topchefen til MarketWire.
Ifølge smykkekoncernen rammes det også af inflationære omkostninger og højere afdækkede sølv- og guldpriser, end det råvarerne sælges til nu.
Selskabet har løbende 12-måneders afdækning af priser på sølv og guld, og sølvpriserne ligger eksempelvis nu lavere end for et år siden. Så her ser topchefen en mulighed for at drage fordel af den lavere pris fremadrettet.
Alexander Lacik vurderer, at den samlede udgift til højere input-priser – og dermed højere produktionsomkostninger – beløber sig til 100 mio. kr. i 2022.
– Den overordnede indvirkning på tallene er ikke stor, og de 100 mio. er håndterbare, siger han.
Selvom Pandora ikke er ramt af hård modvind, så tænkes der alligevel i forebyggende foranstaltninger for at sikre rentabiliteten.
– Vi investerer fortsat i butikker, markedsføring og medier. Med det aktuelle økonomiske miljø i baggrund, så vil der være tabere og vindere, og vi vil være på den vindende side. Det kræver investeringer, siger Alexander Lacik.
Han påpeger, at der dog holdes lidt igen, og de projekter, der kan vente, de holdes tilbage for på den måde at styre de samlede omkostninger.
STRAM KINESISK CORONA-POLITIK SKUBBER RELANCERING YDERLIGERE
Et projekt, der også holdes tilbage på grund af eksterne faktorer, er Pandoras relancering i Kina.
– Vi har siddet med relanceringen i noget tid nu og havde faktisk allerede ambitionerne om den sidste år. De strenge coronarestriktioner gør markedet uforudsigeligt, og derfor holder vi os tilbage, siger topchefen og hentyder her til Kinas “nul tolerance”-politik.
Han påpeger, at muligvis først sker noget i første halvdel af 2023, og at selskabet ønsker at time lanceringen med en større begivenhed eller lejlighed for at få mest muligt ud af den.
Pandora har fortsat høje ambitioner for Kina og ser markedet som en stor mulighed for fremtidig vækst.
RØRER IKKE FORVENTNINGER TRODS GODE TAKTER
Pandora befinder sig snart i den søde julehandel, hvilket er en stor del i det sidste og vigtigste kvartal på et regnskabsår for selskabet.
Hvis de tre forudgående kvartaler akkumuleres, så har Pandora en EBIT-margin på 21,3 pct., hvor der ventes 25-25,5 pct. for hele året.
– Vi guider i et interval, og det er snævert. Vi er lidt forsigtige, da der stadig er masser af usikkerhed eksempelvis recession, og årets sidste tre måneder, er fantastisk vigtige for os, siger Alexander Lacik.
I regnskabet fremgår det, at marginen i fjerde kvartal forventes at blive stærkere end sidste år, hvor den landede på 29,7 pct.
.\\˙ MarketWire







