Bavarian Nordic har i tredje kvartal mere end fordoblet salget af sin vaccine mod hundegalskab, Rabipur/RabAvert, i forhold til samme periode året før.
Omsætningen på vaccinen opgøres til 338 mio. kr. i tredje kvartal mod 160 mio. kr. i samme periode sidste år.
– Det repræsenterer en vækst på 111 pct. på årsbasis drevet af fortsat og betydelig markedsvækst i USA og Tyskland, som repræsenterer de to største markeder.
Væksten i salget af Rabipur/RabAvert var markant større, end de 50 pct., som analytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank på forhånd havde ventet.
Bavarian oplyser, at det amerikanske marked demonstrerede stærk vækst i tredje kvartal og nåede en år-til-dato vækst på 31 pct. sammenlignet med sidste år.
– RabAvert har nu en markedsandel på omkring 67 pct., hvilket er lidt over niveauet før en periode med manglende lagre i slutningen af 2019 og i første halvdel af 2020.
I Tyskland, hvor Rabipur især bliver brugt som rejsevaccine, er markedet vokset hele 344 pct. hidtil i år, men alligevel er markedet ikke fuldt ud kommet sig fra covid-19-pandemien, skriver Bavarian.
– Rabipur opnåede en markedsandel på 95 pct., lidt over niveauet i 2021, skriver selskabet.
I årets først ni måneder har Bavarian solgt Rabipur/RabAvert for 689 mio. kr., hvilket er 87 pct. mere end året før.
Udviklingen fremhæves også af Bavarians finansdirektør, Henrik Juuel, selvom det i endnu højere grad har været selskabets vacciner mod abekobber, som der har været fokus på de seneste måneder.
– Det er abekopper, der har drevet væksten, men det er også vores rabies-forretning og en enorm vækst i USA. Vi har holdt fast i og vundet lidt markedsandele der, så det har også bidraget rigtig positivt til kvartalet, siger han i et interview med MarketWire onsdag morgen.
Mens vaccinen mod rabies har leveret stærk vækst, så er salget af Encepur mod flåtbåren hjernebetændelse i år faldet med 13 pct. til 275 mio. kr. I tredje kvartal specifikt faldt salget til 62 mio. kr. fra 72 mio. kr. i samme periode sidste år.
Her havde analytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank ventet en lille stigning i salget til 75 mio. kr.
Bavarian siger dog, at det tyske marked i tredje kvartal fortsatte den positive vækst, der startede i andet kvartal 2022 efter en periode med markedsfald. Udviklingen dækker også over nogle lagerudsving, og der har også været en situation med midlertidige manglende forsyninger i tredje kvartal, hvilket ifølge selskabet er løst nu.
.\\˙ MarketWire







