Midt i maj faldt Copenhagen Benchmark (CB) med 2,3% i løbet af to dage, og det var det største fald i år. Når det samtidig skete så hurtigt, gav det ekstra grund til opmærksomhed.
Det rejste nemlig spørgsmålet, om de stigende aktiekurser i år, nu havde nået toppen.
Svaret på det spørgsmål fik vi i den forløbne uge, hvor CB åbnede juni måned med at sætte en ny rekord. Faldet fra midt i juni var altså elimineret og erstattet af en ny stigning.
Dermed kan vi slå fast, at faldet i maj blot var en korrektion, som skyldtes at kursstigningerne på kort sigt var løbet løbsk. Men ikke at de overordnet set var for store.
Nederste figur i højre spalte bekræfter at styrken i markedet er intakt. Her ser vi, at RSI14-værdien stadig holder sig over den neutrale 50-linje, og at det nævnte kursfald blot bragte RSI14 ned fra en top oppe i nærheden af 80-linjen. Når RSI14 kommer op omkring 80 begynder man at tale om en ”overkøbt” situation, og dermed er der lagt op til et snarligt fald. En såkaldt korrektion.
CB har altså på alle måder fulgt de uskrevne regler, og ud fra en teknisk synsvinkel er der derfor ikke noget overraskende eller bekymrende ved, at CB i torsdags passerede den seneste top fra den 11. maj og fortsatte opad fredag. Det er en naturlig konsekvens af, at CB ligger over alle tre glidende gennemsnit, og dermed på både kort-, mellemlangog lang sigt signalerer styrke.
Man kan diskutere, hvor længe styrken holder, og om det snart er tid til endnu en korrektion, da afstanden mellem CB og det mellemlange 60 dages glidende gennemsnit nu igen er ved at blive lovligt stor. Men indtil det modsatte er bevist, fortæller figurerne om et stærkt aktiemarked.
Bruno Japp
Hvad er Copenhagen Benchmark?
Copenhagen Benchmark (forkortet CB) hedder officielt OMXCBCAPGI og består af de 40-50 største aktier noteret på Nasdaq OMX Nordic (”Københavns Fondsbørs”). Indekset illustrerer udviklingen på det danske marked, som pga. det danske markeds defensive karakter kan afvige fra udviklingen på de internationale markeder på kort sigt. Tidshorisonten for analysen er 3-4 uger.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her