Dansk realkredit i denne omgang reddet med EU-aftale. Mens de fungerende ministre på det økonomiske område fører regeringsforhandlinger, har de også været optaget af, at dansk realkredit ikke skulle blive undergravet af en ny Basel-aftalen. Et kompromis mellem EU-landene giver angiveligt tryghed i de kommende små ti år – men så heller ikke mere. Finanstilsynet skriver: ”Danmark tilsluttede sig enighed om et kompromisforslag på ECOFIN (rådet for økonomiske ministre, red.), idet forslaget i tilstrækkelig grad vurderes at imødekomme centrale danske prioriteter som fastlagt i forbindelse med regeringens forelæggelse i Folketingets Europaudvalg 30. september 2022. Et element i de nye regler er et kapitalgulv for kreditinstitutter, som selv beregner deres kapitalkrav via egne risikomodeller. Gulvet betyder, at kapitalkravet, som institutterne selv beregner, ikke må være mindre end 72,5 pct. af kapitalkravet beregnet efter en mere simpel og ensartet standardmetode. Gulvet kan for nogle institutter i et vist omfang bryde med et princip om, at risiko og kapitalkrav følges ad, og føre til stigninger i kapitalkravet, der ikke svarer til den reelle risiko for velfungerende forretningsmodeller med udlån med lav risiko, f.eks. dansk realkredit. Kompromiset indeholder derfor overgangsordninger med mere lempelige kapitalkrav for boliglån og lån til virksomheder uden kreditvurdering med lav risiko. Ordningerne sikrer et hensyn til de store danske penge- og realkreditinstitutter og dæmper den stigning i kapitalkravet, som forslaget ellers ville medføre. Ordningerne er midlertidige og løber til og med 2032. EU-Kommissionen skal inden da tage stilling til, om den vil fremsætte forslag om at forlænge ordningerne. Kompromiset indebærer ikke permanente eller længere ordninger, som Danmark har lagt stor vægt på, da der ikke er støtte hertil fra andre lande. Fra dansk side fremsatte man på ECOFIN en erklæring, som peger på, at en evaluering og beslutning om ordningerne frem mod 2032 bør tage højde for alle relevante forhold, bl.a. hensyn til tabsrater på EU- og nationalt niveau og til lån med lavrisiko og velfungerende forretningsmodeller.”
Sten Thorup Kristensen