Verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, har ifølge branchemediet Hearing Tracker stoppet alt salg af høreapparater gennem den amerikanske supermarkedskæde, Costco.
Sonovas relation til Costco har været heftigt diskuteret på det seneste, efter at supermarkedskæden for omtrent halvanden måned siden stoppede salget af sit private label-brand, Kirkland Signature, der i den nuværende udgave leveres af netop Sonova.
Dengang blev der blandt andet bragt rygter til torvs om, at stoppet af Kirkland Signature-salget skyldtes problemer med teknologien for genopladelige batterier.
Og ifølge Hearing Tracker er salget af Sonovas hovedbrand, Phonak, nu også blevet stoppet.
Det kan dog meget vel skyldes, at det schweiziske selskab i stedet vil fokusere på sit sekundære brand, Unitron, hos Costco, vurderer Niels Granholm Leth, der er aktieanalytiker hos Carnegie.
– Man må gå ud fra, at Sonova vil erstatte Phonak med Unitron, så de ikke giver adgang til premium-produkter i en lavpriskanal, siger han til MarketWire.
– Det virker generelt til, at det private amerikanske marked er brudt op i to spor efter indførslen af et over the counter-marked (OTC), hvor der er et højprisspor med høje priser for fuld service og et lavprisspor drevet af primært Costco, men også Walmart og en masse direct to consumer-hjemmesider, fortsætter han.
KIRKLAND SIGNATURE ER ET STORT BRAND
Knap to måneder efter suspenderingen af salget af Kirkland Signature-høreapparater er der fortsat heller ikke peget på en ny leverandør til næste generation af produkterne, Kirkland Signature 11.
Blandt kendere i markedet peger mange på WS Audiology som den mest sandsynlige næste leverandør. Selskabet har i tidligere generationer været leverandør til Kirkland Signature-kontrakten gennem Rexton-brandet.
Også GN Hearing har tidligere været leverandør af brandets produkter.
– Kirkland Signature er et kæmpe produkt. Costco sælger måske omtrent 580.000 høreapparater om året, og hele det amerikanske marked er på omkring 4,5 mio. Kirkland Signature er måske godt halvdelen af de 580.000, så det produkt alene er jo adskillige pct.point af hele det amerikanske marked. På den måde er det et super vigtigt produkt, siger Niels Granholm Leth.
Han vurderer, at kontrakten på at levere produkterne har en værdi af omkring 600-700 mio. kr., hvilket også gør den meget vigtig for producenterne.
.\\˙ MarketWire