Finansielle virksomheder oplyser for dårligt om sammenhæng mellem bæredygtighed og aflønning. Finanstilsynet oplyser efter en temaundersøgelse om emnet: ”Finansielle markedsdeltagere og rådgivere, som er omfattet af disclosureforordningen, skal oplyse, hvordan deres aflønningspolitikker tager højde for integration af bæredygtighedsrisici. Oplysningsforpligtelsen har til formål at bibringe investorer og kunder større gennemsigtighed med, hvordan virksomhederne sikrer en hensigtsmæssig styring af bæredygtighedsrisici og ikke tilskynder til overdreven risikotagning i investerings- og rådgivningsprocesser. Finanstilsynets undersøgelse viser, at størstedelen af de omfattede virksomheder ikke har oplyst tilstrækkeligt om sammenhængen mellem virksomhedens aflønning og virksomhedens arbejde med bæredygtighedsrisici. Finanstilsynet finder særligt, at virksomhederne ofte oplyser, hvorvidt der er en sammenhæng, men ikke hvordan de sikrer denne sammenhæng. (…) Undersøgelsen viser derudover, at nogle virksomheder ikke skelner tilstrækkeligt tydeligt imellem virksomhedernes målsætninger om at fremme bæredygtighed og selve håndteringen af bæredygtighedsrisici.”
I et praksisnotat (følg linket ovenfor) kan virksomhederne læse nærmere om, hvad Finanstilsynet forventer på området.
Sten Thorup Kristensen