I forhold til mange pessimistiske scenarier for udviklingen i dansk og europæisk økonomi ser det alligevel ud til, at der bliver tale om en blød landing. Seneste aktuelle data for den tyske erhvervstillid giver håb om en udvikling med nulvækst ind i det nye år. Danske Bank advarer dog om, at detailhandlen skal forvente betydeligt lavere julesalg i år end sidste år. Chefredaktør Morten W. Langer har kigget på de seneste ledende indikatorer.
Da Tyskland er vores største samhandelspartner, er det altid relevant at se på, hvad der sker i tysk erhvervsliv og i den tyske økonomi. Der har været tegnet meget dystre billeder at den sandsynlige udvikling sidst på året og i starten af næste år. Men det ser slet ikke ud til, at det kommer til at gå så galt.
Senest er der kommet flash-data for den tyske og europæiske erhvervstillid, som er betydeligt bedre end frygtet, fra S&P Global. I meddelelsen hedder det bl.a., at ”november’s flash PMI survey doesn’t alter the narrative that Germany is likely heading for a recession, but it does offer some hope that the contraction in the economy will perhaps be shallower than first feared.”
Bedre forsyningsvilkår
Med andre ord er der indikationer på, at vi er ved at være tæt på den makroøkonomiske opbremsning, og dette billede understøttes også af flere væsentlige drivkræfter. Videre oplyser S&P Global, at ”positively, data showed a reduction in the downward pressure on factory production, as manufacturers reported an improvement in material availability and an overall shortening of supplier delivery times for the first time in almost two-and-a-half years.”
Flere signaler peger altså også i retning af et aftagende inflationspres, ligesom vi ser det i USA, og det er godt på den måde, at det tager presset af centralbankerne for at øge de korte renter, hvilket igen betyder mindre sandsynlighed for, at høje korte renter kaster økonomierne ud i en hård recession.
Den historie har de finansielle markeder da også taget imod med kyshånd. For det første er obligationsrenterne nu klart på vej nedad. Først og fremmest de lange obligationsrenter, men også den korte 2-årige eurozone statsrente har på det seneste været vigende.
Med til at understøtte den positive udvikling er naturligvis også en fortsat relativt mild for-vinter i Europa, hvor de europæiske naturgaspriser fortsat holder sig tæt på det laveste prisleje i år, dog med en svag stigningstendens efter at vejret er blevet lidt koldere.
Samlet set har det givet en vis optimisme hos de professionelle investorer, både når det gælder genkøb af obligationer og aktier, hvor aktiemarkedet næsten er 20 pct. oppe siden bunden i starten af oktober. Bl.a. risikoindikatoren iTraxx Crossover er tilbage på samme niveau som i februar i år, og det afspejler, at de professionelle investorers risikoopfattelse over den seneste måned har udviklet sig meget positivt.
Rettes fokus mod dansk økonomi, er der klar tendens til faldende omsætning i detailhandlen. De seneste data fra Danmarks Statistik viser, at omsætningen i detailhandlen siden midten af sidste år har været ude på en klar glidebane, men også at niveauet snart er tilbage på et niveau som før covid-krisen.
Svagt faldende realforbrug
DST skriver: ”Mængdeindekset for detailhandlen i oktober 2022 er 0,2 pct. over samme måned i 2019. Denne samlede udvikling dækker over, at beklædning mv. samt andre forbrugsvarer ligger hhv. 11,4 og 1,0 pct. over oktober 2019 mens fødevarer og andre dagligvarer ligger 2,7 pct. lavere.”
Udviklingen i danskernes privatforbrug i starten af det nye år bliver meget interessant at følge, fordi tusindvis af boligejere med korte flekslån fra årsskiftet kommer til at betale betydeligt højere boligydelser.
I den seneste Danske Bank-analyse af danskernes dankortforbrug, netop opdateret, lyder vurderingen, at det nominelle privatforbrug holder pænt stand, men at det reale forbrug er klart nedadgående på grund af stigende priser. Og så lyder meldingen, at hele detailhandlen skal forvente et betydeligt lavere julesalg i år end sidste år.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.