Der er lagt op til feststemning på aktiemarkedet i København fra åbningen torsdag, efter at de amerikanske aktier onsdag aften tordnede i vejret som følge af en tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell.
Det brede amerikanske S&P 500-indeks steg 3,1 pct., Nasdaq-indekset steg mest med 4,0 pct., og Dow Jones-indekset endte 2,2 pct. højere.
Herhjemme var C25-indekset forinden lukket 0,9 pct. højere.
– Da de amerikanske først for alvor steg i forbindelse med Powell-talen efter dansk lukketid, har de danske aktier “noget til gode.” Vi kommer ikke op på amerikanske stigningstakter, men op til 1,5 pct. fra handelsstart er ikke urealistisk, skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar.
– Når det trods alt ikke bliver mere, skyldes det, at vi har mange life science-selskaber i Danmark, som ikke bliver så påvirket af den amerikanske udvikling. Dels fordi dollar falder, og dels fordi gårsdagens amerikanske markedsbevægelse først og fremmest handler om risikopræmien og mindre om økonomien, tilføjer han.
I talen indikerede Jerome Powell, at tiden er kommet til at reducere stigningerne i renteforhøjelserne for at se, hvad de samlede renteforhøjelser har gjort ved økonomien.
Det tolker investorerne som om, at Federal Reserve på sit møde senere i december “kun” hæver renten med 50 basispoint mod 75 basispoint ved de fire foregående møder, og at centralbanken derefter måske tager en pause med stramningerne.
– På den ene side skal der strammes nok for at tæmme inflationen. På den anden side skal der ikke strammes så meget, at det gør skade på økonomien. Powell har ikke officielt lovet noget, men investorerne tolker det på den måde, skriver Per Hansen.
.\\˙ MarketWire







