De amerikanske aktier blæste onsdag aften i vejret efter en tale fra Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Men investorerne lader sig muligvis forblænde for meget af ordene om, at tempoet i de pengepolitiske stramninger kan blive reduceret.
For centralbankchefen lagde også samtidig vægt på, at Federal Reserves toppunkt i renten kan blive højere end tidligere ventet – og endda forblive på et højt niveau længere end ventet.
Sådan lyder vurderingen fra Ipek Ozkardeskaya, der er senioranalytiker hos Swissquote.
– Powell sagde, at Federal Reserve vil sænke tempoet i renteforhøjelserne fra december, mens han dog insisterede på, at låneomkostningerne vil fortsætte med at stige og forblive høje i noget tid, indtil Federal Reserve er sikker på, at kampen mod inflationen er vundet, skriver han i en kommentar torsdag.
– Og endnu vigtigere sagde Powell, at mindre rentestigninger er mindre vigtige, end hvor lang vej, der er at gå, og hvor længe det varer. For at opsummere advarede Powell investorerne om, at terminalrenten vil blive højere, og den vil være der længere, fortsætter han.
Kommentarerne fra Jerome Powell blev taget positivt op af aktiemarkedet. Det brede S&P 500-indeks steg således med 3,1 pct., Nasdaq-indekset blev løftet med 4,4 pct., og Dow Jones-indekset steg 2,2 pct.
.\\˙ MarketWire







